syisabella.dk

Spermacethvalfangst i det Nittende århundrede.

Johan Sandgren Stenbøg

6.klasse

Hindholm Privatskole / Skibsskolen

2010

Et hvalfangerskib.

Spermacethval

Indholdsfortegnelse

Emnebegrundelse 4

Arbejdsplan og disposition 4

Indledning 5

Hvordan ser spermacet / kaskelothvaler ud? 5

Hvorfor fangede man kaskelot/spermacethvaler? 6

Hvor lever spermacethvalerne og hvad består deres føde af? 7

Hvad for noget udstyr havde man på den tid og hvad var udstyret lavet af? 8

Hvordan fandt man hvalerne? 9

Hvordan fangede man kaskelot/spermacethvalerne? 10

Hvordan skar man spækket af hvalen? 10

Hvordan foregik tran kogeriet og hvad er det? 12

Hvordan fik man Spermacethvalolien ud af hvalerne? 12

Hvordan var hvalfangerskibene indrettet? 13

Konklusion 14

Perspektivering 15

Litteraturliste 15

Boganmeldelse 16

Stil: Hvalfangerskibet Sitana 16

Min egen bedømmelse 20

Logbog 20

Emnebegrundelse

Jeg valgte emnet Spermacethvalfangst i det Nittende århundrede, fordi jeg er ude at sejle, og der er mange hvaler i farvandet. Jeg har lige læst Moby Dick af Herman Melville, som jeg læste, fordi min far også har læst den. Derfor ville jeg også læse den, og det var nok en af grundene til, at jeg valgte at skrive om spermacethvalfangst i det nittende århundrede. Bogen fortæller meget om det, og fordi vi ikke har/ havde så mange forskellige bøger med, samt da vi ikke har internet hele tiden, tænkte jeg, at det her var det rigtige emne.

Arbejdsplan & Disposition

Jeg vil undersøge følgende spørgsmål.

1. Hvordan ser kaskelot/spermacethvaler ud?

2. Hvorfor fangede man kaskelot/spermacethvaler?

3. Hvor lever spermacethvalerne og hvad består deres føde af?

4. Hvad for noget udstyr havde man på den tid og hvad var udstyret lavet af?

5. Hvordan fandt man hvalerne?

6. Hvordan fangede man kaskelot/spermacethvalerne?

7. Hvordan skar man spækket af hvalen?

8. Hvordan forgik tran kogeriet og hvad er det?

9. Hvordan fik man Spermacethvalolien ud af hvalerne?

10. Hvordan var hvalfangerskibene indrettet?

Jeg vil starte med arbejdsplanen i dag d. 6/3 2010 og lave de ti spørgsmål.

I Uge 10 Vil jeg lave forsiden samt emnebegrundelsen og dispositionen. Jeg vil på nettet for at få nogle billeder af spermacethvalerne, men jeg vil også lede efter oplysninger. Jeg vil skrive indledningen og begynde at læse nogle fagsider. Jeg vil jeg læse noget mere og så begynde at svare på nogle af de ti spørgsmål. Jeg vil løbene lave en litteraturliste.

I uge 11 Vil jeg læse mere fag og svare videre på spørgsmålene. Jeg vil lave en boganmeldelse på bogen Kaskelotternes sang af Bent Haller. Jeg vil lave videre på litteraturlisten.

I uge 12 Vil jeg skrive en stil. Lave spørgsmålene færdig og egen bedømmelse. Samt perspektiveringen.

I uge 13 Vil jeg rette nogle småting og lave en indholdsfortegnelse og gøre den færdig.

Indledning

Der ligger mange ting inde under emnet Hvaler, så jeg har begrænset det meget og valgt emnet Spermacethvalfangst i det nittende århundrede. Der kan man bl.a. læse om, hvordan man fandt hvalerne, hvordan spermacethvalerne blev harpuneret, hvordan tran kogeriet forgik, og hvad det er og en masse andre ting.

Hvordan ser Spermacet/kaskelothvalerne ud?

Kaskelothvalen er et pattedyr med lunger, og den føder en levnende unge ad gangen. En typisk kaskelot/spermacet Han bliver op til 18m lang og vejer ca. 50 ton, når den er fuldvoksen. Hunnen bliver kun 12-14m lang og kommer kun op på ca.20-25 ton.
Øjet: øjnene på en spermacethval er rimelig små i forhold til dens størrelse, og de sidder på siden af
hovedet, så den kan ikke se, hvis der kommer noget lige imod den eller lige bag fra, så man kan sige, at den har to rygge/forsider. Det vil sige, at den ser to tydelige billeder et til højre og et til venstre i stedet for et stort tydeligt billede ligesom fx mennesket.

Øret: hvis man ikke kender hvalslægten så godt, kan man stå og lede på et hvalhoved i flere timer, uden at finde noget øre, fordi spermacethvaler faktisk ikke har noget rigtigt ydre høreorgan. Øregangen er så lille, at man faktisk kun lige kan stikke en fjer ind i den, så lille er den. Indgangen kan man finde lige bag øjet.

Hovedet: spermacethvalens hoved er anderledes end andre hvalhoveder, fordi det fylder 1 tredjedel af dens krop, og hovedet ligner lidt en firkant. Det kæmpe hoved er næsten kun en stor masse, der indeholder den fine spermacetolie, og man mener, at den ikke har nogen følelser der i.

Her kan man se, hvor stort hovedet er ift. Kroppen. Hovedet stopper ved luffen.

Her kan man se, at hovedet ligner lidt en firkant.

Munden: spermacethvalens mund er ikke lige så stor som hovedet, og den har kun tænder i undermunden. Spermacethvalen har ca. 19-23 tænder. Når den lukker munden går tænderne op i nogle huller, den har i overmunden.

Spout hullet: spouthullet eller næsen på en spermacethval sidder oppe på hovedet, og den ånder igennem det. Spouthullet eller næsen på en hval er lidt anderledes en fx på mennesker, fordi hos mennesker kan vi trække vejret gennem næsen og munden, men hos spermacethvalen har munden ingen forbindelse med lungerne.

Halen: halen på en spermacethval er dens stærkeste våben, men der er ikke nogle ben i den. Halen er to flager af hud, som den kan slå med som våben. Hvalen kan komme meget hurtigt frem ved hjælp af halen, og den kan faktisk komme op på 22 km i timen, men det normale er 6-7 km i timen. Halen på hvaler er også vandret, hvor den fx på fisk og hajer er lodret.

Skelettet: skelettet på en hval er meget lille i forhold til hvalens enorme krop. Hele hovedet på en spermacethval er næsten kun olie. Skelettet begynder ved munden og går kun ned til starten af halen.
Farven: spermacethvalens normale farve er grå eller grålig. I Hermans Melvilles roman: Moby Dick skriver han om den hvide hval. Den hvide farve er højst udsædvanlig for spermacethvaler.

Hvorfor fangede man spermacet/kaskelothvaler?

I 1700-1800 og faktisk også før vidste man ikke, at der var olie i undergrunden, og man havde heller ikke boreplatforme, så man blev nødt til at finde ud af en måde til at få olie til lamper på. Man opdagede nu, at der var en olie inde i spermacethvalens store hoved, som var meget fint til lamper. Fx denne olielampe.

Man begyndte nu at fange spermacethvaler i hele verden med de såkaldte hvalfangerskibe, da olien nu blev et meget dyrt handelsobjekt.

Man fangede også spermacethvaler for Ambraen skyld. Ambra er to ting: den ene ting er rav, som man kan finde på stranden, hvis man er heldig. Det lugter ikke og er fast i det, og man bruger det til at lave smykker af. Den anden ting: ambra er blødt og voksagtigt, og man anvender den til parfume industrien, røgelses lys, hår puder og
pomade.

Tyrkerne brugte den også til madlavning, og vinhandler gav deres vin et par dråber for at give vinen ekstra smag. Man kan kun finde den inde i en syg hvals indvolde eller tarme. Så det lyder nok lidt mærkeligt, at man brugte det til parfume fremstilling.

Hvor lever spermacethvalerne og hvad består deres føde af?

Spermacethvalerne lever over hele verden både oppe nord på og nede syd på.
Et bevis derpå er, at fx i 1999 strandede der 5 spermacethvaler ved Rømø og de var alle hanner.
Man kan finde kaskelothvaler ved fangstpladserne (bliver omtalt senere) og ved New Zealand er der et hul i havbunden, hvor der kommer rigtig mange blæksprutter, og derfor lever der mange kaskelotter der.
Spermacethvalerne svømmer altid på jagt efter deres ynglings føde nemlig blæksprutter.
Normalt bliver spermacethval hunnerne med deres unger og de unge hanner i et afgrænset område i de tempererede egne, mens de gamle hanner, som er på den nordlige halvkugle, svømmer til nordpolen, og dem på den sydlige halvkugle svømmer til sydpolen.
Når det så bliver parringstid svømmer de tilbage igen.

Spermacethvalerne lever kun af kæmpeblæksprutter, som de fanger nede på meget dybt vand, og som de så bringer op til overfladen. Her springer de op over vandet og lander med hele deres vægt på kæmpeblæksprutten, indtil den giver op, og spermacethvalen stille og roligt kan spise sit bytte.
Fordi spermacethvalen kun har tænder i undermunden, gør det, at den kan gribe bedre fast i blæksprutten.
Man har fundet rester af kæmpe blæksprutter med arme op til 15 meter i maven på spermacethvaler. Når spermacethvalen dykker ned på 1000 meters dybde er der helt mørkt, men den sender en lyd ud, som så kommer tilbage som et ekko, og sådan kan den orienterer sig i mørke og finde sit bytte. Spermacethvalen er det havdyr, der kan udsende den højeste lyd. Man mener, at hvis en spermacethval er strandet, og man så ligger sin hånd på dens pande, vil man blive kastet tilbage, hvis den udsender sin lyd. Så høj og kraftig er lyden. Man mener også, spermacethvalen kunne lamme fx. En blæksprutte med lyden.

Hvad for noget udstyr havde man på den tid og hvad var det lavet af?

I det nittende århundrede havde man ikke opfundet store skibe med en stor harpun ude foran.

Man havde håndharpuner, som var lavet af en spids med modhager på.

Jeg har ikke kunnet finde nogle spidser af en harpun i gammel tid, men de her spidser er fundet men er lidt rustne. Man kan se hvor hullet er, som linen sad i på den nederste spids.

Harpunspidsen blev holdt så skarp som mulig. Der blev så sat et langt stykke stærkt træ på som tjente som skaft. Man kunne nu slynge harpunen efter hvalen. I harpunen sad der også en line fast. Den line man benyttede til hvalfangst var af førsteklasses hamp (hamp er en plante, som kan blive op til tre meter høj) som var lidt tjæret. Hvallinen var ikke ligesom andet tovværk, fordi det tovværk man brugte om bord på skibe var meget tjæret, og det gjorde, at det blev bøjeligt for matroserne på skibet.
Lidt senere i hvalfangsten opfandt de amerikanske hvalfangerskibe Manilla-tovet, som næsten erstattede hampen til hvalfangerliner, selv om de ikke var ligeså holdbare som hampen var. Det var dog stærkere og langt blødere og mere elastik end hampen. Hvallinen er kun to tredjedele tomme i tykkelsen (en tomme er 25,4mm) men den er stadig meget stærk. Man har undersøgt, at linen kan holde over 3ton. En almindelig spermacethvalline er ca. to hundrede favne (en favn er 1,883m). Når hvalen så var blevet træt, og man havde halet linen ind, stak man hvalen med en lang lanse. Lansen var lavet lidt på samme måde som harpunen. Der var bare ikke modhager på, og skaftet var længere. Når man skulle hen til hvalen sejlede man i de såkaldte hvalfangerjoller. Jollerne var lavet af noget stærkt træ, som var meget tyndt ca. en halv tomme i tykkelsen (en tomme er 25,4mm) og det gjorde, at de kunne sejle rigtig hurtigt efter hvalerne.

Her er et billede af en hvalfangerjolle.

De amerikanske hvalfangere havde hvallinen liggende i en´ kasse, som havde en diameter på næsten tre fod, mens de engelske hvalfangere havde to kasser. Den amerikanske kasse var meget tung og trykkede meget på et lille felt i den tynde hvalfangerjolle, mens de engelske hvalfangerskibe havde de to kasser, som var mindre og ikke trykkede så meget på et sted. Nogle harpunerer brugte nogle gange en hel formiddag til at lægge linen ordentligt ned i kassen, da den mindste kinken kan koste en matros en arm eller et ben, når den bliver trukket ud af kassen af hvalen.
Ude foran i jollen var en lille fordybning, som harpuneren kunne lække sit knæ i, når han skulle kaste harpunen eller stikke hvalen med lansen.
Når man havde fanget hvalen bugserede man den hen til skibet og fortøjede den med store kæder af jern. Man tog spækket af med store flænsetaljer, som var lavet af stærkt træ.

I flænsetaljen sidder der en flænsekrog af jern, som vejer ca.100 pund (et pund vejer ca. 0,5kg). Man skar spækket fri med flænsespader, som var lavet af et stykke spids jern, der var meget skarp, og der var sat en stærk pind ind i den som tjente som skaft.
De havde kortskaftet spækspade og almindelige med langt skaft. Pisken var en lille talje med en pøs i, som man brugte til af tappe olien ud af hovedet på spermacethvalen. Pisken var lavet at træ, og pøsen var lavet at træ med jern uden på. I trankogeriet var der to store gryder, og de blev holdt rene ved, at man sad nede i dem og pudsede, og hvis man var lidt træt på en nattevagt, kunne man krybe ned i den og tage sig en lur. De var lavet af jern.

Hvordan fandt man hvalerne?

Når man skal nedlægge en hval, bliver man jo nødt til at finde den først. Man sejlede ud til de såkaldte fangstfelter, og nogle gode fangstfelter var der blandt andet ved Azorerne, hvor der lever mange hvaler. Når man var kommet hen til fangstfelterne, mødte man ikke bare hvalerne. Man blev selv nødt til at kikke efter dem. Man sendte derfor mænd op i masterne for at spejde efter hvalerne. Der kunne godt gå uger eller måske måneder, før man fandt nogle hvaler, og hvis udkiksmanden ikke var helt vågen, og der så var nogle hvaler i horisonten, og han ikke så dem, sejlede de jo bare forbi. Når man så fandt eller så hvalernes spout skulle de råbe: ”hval spout” ”hval spouter” eller noget lignende, og man sejlede så over imod hvalerne. Det var ikke helt sikkert, at det var kaskelothvaler man havde set, og hvis det ikke var kaskelothvaler, måtte man sejle videre. En øvet hvalfanger kunne se, om spoutet var fra en kaskelothval, eller om det var fra en anden hval fx en finhval eller en grønlandshval. Kaskelothvalen spouter som den eneste hval lidt fremad, og den spouter ligesom et urværk. Der er lige lang tid mellem hver spout.

Hvordan fangede man spermacethvalerne?

Når man havde fundet hvalerne, og man var tæt på dem, blev hvalfangerjollerne sat i vandet, og matroserne roede hen imod hvalen. Hvis hvalen ikke havde opdaget dem komme, roede man stille og roligt hen imod den, og når man var nær nok, kastede man harpunen hen imod den, og måske satte den sig fast. Nu begyndte en vild jagt fordi hvalen nu begyndte at styrte af sted igennem vandet, og båden blev trukket efter den. Efter den lange jagt, og hvalen begyndte at bliver træt, trak man linen ind, så man kom op på siden af hvalen. Man begyndte nu at stikke hvalen med lansen, og til sidst borede man lansen ned i hvalen, fordi man prøvede at ramme hvalens hjerte. Hvalen begyndte så at spoute tykt blod op og den vred sig i smerte, før den døde, og bugen lå op ad. Man begyndte nu at bugsere hvalen tilbage til skibet, hvor man spændte store kæder fast til halen og hovedet, så den ikke flyder væk fra skibet i nattens løb.
Hvis hvalen nu havde opdaget, at man var efter den, begyndte den at svømme væk. Man sejlede nu efter hvalen i jollerne, og når man var kommet tæt nok på, kunnen harpuneren kaste harpunen og forsøge at ramme hvalen. Hvis harpuneren ikke ramte, måtte han hive harpunen op af vandet, og de måtte sejle efter hvalen igen, indtil han ramte den, og han kunne dræbe den.

Hvordan skar man spækket af hvalen?

Når man havde dræbt hvalen og havde slæbt den hen til skibet, gik man i gang med at spænde store kæder rundt om halen, hvor den var tyndest, og omkring hovedet. Man hejste nu de kæmpemæssige flænsetaljer op i stormærset, hvor de blev surret solidt fast til undermastens top. På billedet kan du se fire master og på mast nummer to kan du se en rød ring.
Det er det stærkeste punkt over dækket.

Enden af det solide tov bliver ført gennem en labyrint af blokke ned til spillet, og den nederste flænsetalje blok bliver ført ud over hvalen med den store flænsekrog i. Man skære så et hul ved den nærmeste luffe, som man kan anbringe flænsekrogen i. Så skærer man en halvrund stribe rundt om hullet, hvor krogen sad i.
Mange matroser begynder nu at dreje spillet rundt, og hele skibet krænger over mod hvalen, indtil der høres et kraftigt smæk, og skibet retter sig op med et plask. Spækkrogen kommer til syne sammen med den første stribe spæk. Spækket på hvalen omgiver den på samme måde som skrællen på en appelsin. Du har nok prøvet af få skrællen af på en gang, og du drejer den rundt i takt med, at du piller skrællen af. På samme måde gør man med hvalen. Trykket fra spillet får nemlig hvalen til at dreje rundt, og man hejser spæktæppet længere og længere op samtidig, mens der er to, der hele tiden skærer spækket fri fra hvalen. Til sidst når spæktæppet helt op til masten, og den store luns spæk hænger og svajer frem og tilbage. En af harpunerne går nu hen med en flænsekniv og skærer et lille hul og sætter en anden flænsekrog i. Når det er gjort, skærer han spæktæppet over med nogle få hug fra flænsekniven, og mens man nu begynder at trække endnu et stykke op, bliver det første sænket ned i spækstuen. Det kaldes spækstuen, fordi der sidder nogle andre mænd og skærer spækket ud i så små strimler som muligt, så afkogningen kan ske meget hurtigere. Tran mængden øges noget, og kvaliteten bliver måske lidt bedre. Man fortsætter nu, indtil der ikke er mere spæk tilbage på hvalen.
Når man har taget spækket af hvalen, halshugger man den, og man skal passe på, at man ikke kommer til at ramme de forbudte steder. Man skal skære rygraden over lige det sted, hvor den støder sammen med hjernen. Man hejser nu hovedet lidt op af vandet ude foran og gør det fast.

Hvordan foregik tran kogeriet og hvad er det?

Tømmeret under kogeriet er meget solidt lavet og beregnet til at bære den tunge vægt fra mursten og mørtel. Kogeriet er på ca. 10 gange 8 fod i bredden og 5 fod i højden (en fod er 0,314 m). Kogeriet består af det solideste murværk og er anbragt mellem fokkemasten og stormasten (mellem de to forreste master), fordi det er der, der er mest plads. På siderne af kogeriet er det beklædt med træ og øverst er der en stor luge. Under lugen står de store tran gryder, der kan indeholde flere tønder tran hver. Når gryderne ikke er i brug holdt man dem rene med sæbesten, og der blev udvekslet mange hemmeligheder hen over jernkanten. På hvert hvalfangerskib er der en tømmer, som laver de nødvendige ting til skibet i træ, og alle høvlspånerne smider han i fyret. Så det er nemt at tænde op. Når fyret bliver varmt og for at undgå, at der går ild i skibet, er der en beholder, som ligger under hele fyrets areal. Beholderen er forbundet med et rør, der fører ud til vandet nede agter (bagerst i skibet). Beholderen bliver så hele tiden fyldt op, som vandet fordamper. I den første lange tid må man fyre med træ, men efter man har kogt meget spæk om til tran, kan man bruge det sprøde skummende spæk, der bliver til overs, til at fyre med, da det stadig indeholder en mængde olie og så kan brænde. Man kan så sige, at hvalen selv leverer brændslet til sin egen ligbrænding. Det er en frygtelig tid, når man koger spækket om til tran, fordi det stinker voldsomt meget. Mange matroser brækkede halsen af deres piber, så røgen steg op i næsen, så de ikke kunne lugte andet.
Når man havde tømt spermacethvalhovedet for olie, og man gik i gang med at koge spækket om til tran, satte man sejl. Det brændende fyr lyste, som om der var ild i skibet. Det tog lang tid at koge alt spækket om til tran, og alle glæde sig til, at det var ovre. Nogle mente, det var en forsmag på helvede. Når man endelig har kogt al spækket om til tran, hælder man den på tønder og sætter den ned i lasten og tætnede lugerne. Hver uge ca. sprøjtede man lasten til med saltvand. Når man så pumpede vandet ud af lasten, kunne man se, om der var noget tran eller spermacetolie med. Hvis der var, var en eller flere tønder gået læk (der er kommet et hul i tønden, så det siver ud). Hvis en tønde er gået læk, skal man ned og finde den og stoppe hullet til igen, før alt olien siver ud.

Hvordan fik man spermacetolien ud af hvalerne?

Når man havde hugget hovedet af spermacethvalen og hejst det halvt op af vandet, kravlede en harpuner op i masten og gik ud på den overhængende rå (det er den stang sejlet hænger fast i og som sejlet trækkes op med) til det sted, som er lige over hvalens hoved. Her gør han en lille talje, som hedder en pisk, fast. Når pisken er sat fast, kaster kan torvet hen til en mand, der griber det. Han firer sig nu ned på hvalens hoved. Så får han rakt en kortskaftet spade op. Han begynder nu at lede efter det rigtige sted. Når det rigtige sted er fundet, bliver der hejst en jernbeslået pøs op til harpuneren samt en lang stang. Harpuneren fastgører nu stangen til pøsen og styrer den ned i hullet, han lige har lavet. Så råber han til manden, at han skal trække i ræbet, og den fyldte pøs kommer nu boblende til syne. Pøsen fires nu ned fra hvalhovedet til en mand, der tager og hælder den kostbare spermacetolie på en tønde. Man fortsætter nu, indtil der ikke er mere olie tilbage.

Hvordan var hvalfangerskibene indrettet?

Hvalfangerskibene, som de brugte i det nittende århundrede, havde som regel tre eller fire
master lige som dette.

På hvalfangerskibene er der et stort spil, som jeg fortalte om tidligere. Man sætter nogle lange stænger ind i nogle huller, og så begynder nogle mænd at trække det rundt. Der var to mænd om at trække hver stang og der er ti stænger i alt. Tyve mænd kan trække rigtig meget, så de kan trække de store stykker spæk af hvalen.

De store hvalfangerskibe blev også kaldt en fuld rigger. Fuldriggerne havde en meget stor sejlføring. For at kunne have en stor sejlføring skulle man have flere store master. Det var svært at få så høje master, så masterne var sat sammen af en, to eller tre træer, der var høvlet, slebet og puset, så de var rigtig fine.
Sejlskibene i det nittende århundrede behøvede at have en stor sejl føring – altså mange sejl, så de kunne komme lidt hurtigere frem. Hvalfangerskibene havde nemlig ingen motor, så hvis der ikke var nogen vind, kom de ikke frem. I dag kan vi næsten ikke forstille os et skib uden motor.
Det eneste lys, man havde på et hvalfangerskib, var tran lamper eller spermacet olie lamper. De havde ingen elektricitet om bord, så de kunne ikke bare trykke på en knap og bling! var der lys.
Hvalfangerjollerne hang ude på skibssiden, så de var hurtige at sænke i vandet og sejle efter hvaler. På andre fragtskibe hang redningsbådene længere inde på skibets dæk, og det tog længere tid at sænke dem i vandet. På et hvalfangerskib er der mange forskellige grupper af mennesker.
Nede agter (den bagerste del af skibet) sover kaptajnen, som er overhovedet og som bestemmer alt i sidste ende. Man plejede at sige, at han var den næsthøjeste efter gud. Styrmændene sover som regel også nede agter i nogle kahytter. Der er som regel 2 styrmænd - førstestyrmand og andenstyrmand. Styrmændene støttede under kaptajnens overopsyn navigering (kursen de sejlede) og sejlads. De overvågede alt arbejdet, der hele tiden skete med at holde skibet i stand. Styrmændene styrede ikke altid skibet, det gjorde matroserne også. Tømreren på de gamle skibe var en af de vigtigste personer. Han lavede hvalfangerjollerne, hvis de var blevet ramt af en hval. Han lavede taljer, blokke og så videre og han var næsten uundværlig. Donkeymanden eller smeden var lige så vigtig som tømreren. Donkeymanden lavede harpuner, der var gået i stykker, han lavede nye harpuner, han lavede lansespidser og en mase andre ting, som gjorde ham næsten uundværlig ligesom tømreren. Matroserne, som altid lavede det sejlmæssige med at ræbe sejl og sætte sejl, sov ude i den forreste del af skibet i nogle køjer.

Her mens vi har været ude at sejle har min far læst Moby Dick, og jeg ville så også gerne læse den. Den omhandler spermacethvalfangst, og det var nok noget fra den bog, der gjorde, at jeg ville skrive om emnet Spermacethvalfangst i det Nittende århundrede.
Jeg tænker, at hvis jeg havde været der hjemme, havde jeg nok ikke læst Moby Dick, og så havde jeg nok fundet et andet emne.
Jeg har fået en masse nyttige ting at vide både om hvalfangst men også om kaskelothvalen og skibe.
Før jeg begyndte at læse Moby Dick, vidste jeg ikke, at der lå så meget inde under emnet kaskelothval. Jeg tror ikke engang, jeg vidste, at der var noget, der hed spermacetolie. Jeg har set billeder i nogle bøger og blade, men jeg syntes ikke, kaskelothvalen så særlig interessant ud. Det føles godt at vide noget om en hval, og hvor stor betydning den har haft i historien. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at se en kaskelothval på sejlturen hjem. Der lever kaskelothvaler ved Azorerne og vi kommer der forbi på hjemturen, så måske ser jeg en.

Hvis man havde blevet ved med at fange kaskelothvaler, vil jeg tro de næsten var uddøde nu, fordi man har hele tiden har fået nyere udstyr, og man ville dræbe tusinde hvert år. Kaskelothvalen har været fredet siden 1980’erne. Der bliver dog stadig dræbt en del kaskelotter ved sammenstød med skibe i verden, men man regner den ikke mere for truet.

Steder, hvor der har været mennesker, og der er strømmet olie ud i vandet, kan koste mange kaskelotter livet, fordi kaskelothvalen jo har lunger. Hvis der så kommer olie i dens spout hul kan den ikke trække vejret, og den vil dø af forurening.

Bipersoner: Tangøjes mor, Gyldte - en kaskelot unge, Gamle Dick eller Moby Dick, Krabe - en delfin, der er den klogeste i havet.

Resume: En lille kaskelot han bliver født, og hans navn bliver Tangøje. Tangøje møder en anden kaskelot unge ved navn Gylte. Da Tangøjes mor dør, bliver Tangøje og Gylte væk fra flokken, og de prøver at finde gamle Dick, som skal redde kaskelotterne. Da de kommer til et sted, hvor der er forurening, møder de en flok hajer, som lokker dem i en fælde. Om de overlever, og hvad der videre sker, kan du læse i Kaskelotternes Sang.

Sværhedsgrad: Jeg syntes, den var meget let at læse, og der stod ikke så meget på siderne. Den er lettere, end det jeg plejer at læse, men vi har ikke så mange bøger med på sejlturen, så der var ikke et så stort udvalg, og den passede godt til emnet.

Min mening: Jeg syntes, den var meget god og spændende, og fra et til ti får den et syvtal.

Det var morgen, Sitana af Nantucket havde sat sejl for Azorerne, og regnede med at være der om 16 dage, hvis vinden var rigtig. Sitana var et hvalfanger skib, og det var på vej ud på en to års hvalfanger færd. Der var nu gået en uge, og de havde ikke set et eneste hvalspout endnu. Kaptajn Aramsus og første styrmand Stup målte sol højden, og fandt positionen, da der blev råbt ”Hval spout! Hval spout! 1 mil ude til styrbord”. Der begyndte nu at blive trængsel på dækket. Hval bådene blev firet ned, og padlede hen mod hvalerne, der ikke havde opdaget dem endnu. En harpun hvislede igennem luften, og ramte dens mål. Hvalen dykkede nu, og mere og mere line forsvandt i dybet. En af matroserne skulle lige til at knytte en til line på, da linen blev slap. Hvalen kom nu op, fordi den ikke havde mere luft. Hvalen kom op af vandet med så stor kræft, at den næsten kom ud af vandet og landede med et kæmpe plask. Den lavede en så stor bølge, at hvalfanger jollerne nær var kæntret. Hvalen begyndte nu at fare af sted for fuld fart, og hvalfanger jollen blev trukket efter. Hvalen blev hurtigt træt efter det dybe dyk, og en matros kunne hale linen ind. Førstestyrmand Stup begyndte nu at stikke lansen ind i hvalen. Hvalen vred sig i smerte, og da Stup ramte dens hjerte, blev de nødt til at sejle lidt væk for ikke at risikere, at hvalen smadrede båden. De to andre hvalfanger joller kom nu hen og hjalp med at bugsere hvalen hen til skibet. Det var nu ved at blive aften, og man måtte fortøje hvalen op af skibssiden for natten. Det blev en urolig nat, og mange matroser kunne ikke sove, fordi alle hajerne, der spiste af hvalen, smaskede, og deres haler ramte hele tiden skibssiden. Det var nu blevet morgen, og matroserne begyndte at hejse de store flænsetaljer op i masten. Stup og Buck - andenstyrmand lavede et hul i hvalen, hvor flænsekrogen blev sat fast i. Hele skibet krængede over mod hvalen, da de begyndte at køre spillet rundt. ”Splashh sagde det, da skibet rettede sig op. Stup og Buck skar nu videre samtidig med, at nogle matroser trak ind på spillet. Den lange stribe af spæk rørte nu næsten mastetoppen. Der gik nu en harpuner frem og skar et hul i spækket, hvor en anden krog blev sat fast. Så skar han den over, og den lange stribe af spæk blev sænket ned i spækstuen. Det blev aften, før de havde fået al spækket af den. De skar nu hovedet af hvalen, og lod resten drive bort. Næste dag tappede de alt spermacetolien ud af hovedet, og lod det synke. De sejlede nu rundt ved Azorerne i 14-15 dage og sejlede så syd på mod Kap Verde øerne, og efter 10 dage var de der. De krydsede nu rundt ved øerne i en måneds tid uden at have set en eneste kaskelot. En dag var der blevet råbt hval spout, men det var bare en lille flok finhvaler, så man var sejlet videre. Kursen var næsten syd, og man sejlede mod Saint Helena for derefter at sejle hen til Pladen. Der gik nu 18 dage med at sejle hen til Saint Helena. Det var nu snart vinter, og man regnede med at være ved Pladen. Der hedder således, fordi den lå ud for La Plata flodens udmunding ved Buernos Airos om en måneds tid. Det var morgen, kaptajn Aramsus stod og kikkede ud på himlen. Andenstyrmand Buck kom hen til ham. Kaptajn Aramsus sagde: ”Det blæser snart op, og der kommer storm”. Buck: ” Skal vi rebe sir”. Aramsus: ”Ja og gør det lidt tjept, inden det blæser for meget op”. Buck: ”Alle mand på dæk, det blæser op, alle sejl skal ræbes”. Det er nu eftermiddag, og vinden tager nu til. Stup har roret og styrer så godt, han kan, men vinden er for kraftig, og de bliver nødt til at falde af for stormen.

Der er nu gået en uge, og stormen har løjet meget af. Aramsus tager sol højden, og finder deres positionen. De var blevet blæst meget ud af kurs, så der ville gå en måned til, før de nåede hen til Pladen. Det var nu fem måneder siden, de havde forladt Nantucket, og de skulle snart begynde at sejle ind i Stillehavet. De havde nu sejlet rundt i en lille måneds tid uden af have set en eneste hval, da der lige pludselig blev råbt ”Hval spout, Hval spouter”. Det var en lille flok kaskelothvaler 1/2 sømil ude til bagbord. Tre hvalfangerjoller blev sat i vandet og sejlede ud mod hvalerne. De tog nu padlerne frem og begyndte af padle stille og roligt der ud. De kunne nu næsten kaste harpunerne, da hvalerne opdagede dem og begyndte at svømme væk. To harpuner hvislede nu igennem luften, men kun en ramte sit mål. Hvalen begyndte nu at fare af sted med hvalfangerjollen efter sig. Da det var en stor han hval, gik der noget tid, før den blev træt. Stub styrede jollen op på siden af den trætte hval, mens harpuneren Rioham jog lansen ned i hvalen. Rioham ramte nu hvalens hjerte, og hvalen vred sig i smerte indtil den døde, og bugen vendte op ad. De andre hvalfangerjoller kom nu og hjalp med at bugsere hvalen hen til skibet. Man fik nu skåret spækket af og sænkede det ned i spæk stuen, hvor der sad nogle matroser og skar spækket ud i små strimler, så de var lige til at komme i de store tran gryder. Så halshuggede man hvalen, og tappede olien ud af hovedet, og lod det synke. De sejlede nu videre, og der gik nu en måned, før de så nogle hvaler igen, men da de sejlede over imod dem, forsvandt de. De sejlede nu syd om Sydamerika ind i Stillehavet, men de så ingen hvaler i to måneder, og det begyndte at blive lidt kedeligt at sejle rundt. De så på et tidspunkt en flok hvaler, og de dræbte to, som de skar spækket af, og så halshuggede de hvalerne. Rioham kravlede nu op det ene hval hoved med en pisk(en lille talje med en pøs) og en spade. Han skar nu et hul i hval hovedet, som han sænkede pøsen ned i. Så råbte han til en mand, at han skulle hive i taljen, og pøsen kom op fuld af spermacetolie. Da firede Rioham pøsen ned til en mand, der hældte olien på en tønde, og så forfra igen indtil hovedet var tømt. Så lod de hovederne synke. Månederne gik uden de så andre hvaler. En dag mødte de et hvalfanger skib, der hed Pequod, og som spurgte, om de havde set den hvide hval Moby Dick. Det havde Sitana jo ikke, så de skiltes. Sitana begyndte nu at sejle tilbage mod Pladen, og der gik en lille måned, før de var der. Så sejlede de op mod Det Caribiske hav og op forbi de Vestindiske øer. Der var nu tre måneder tilbage. De sejlede nu snart forbi New York, og da der var gået ti dage, blev der råbt ”Hval spout Hval der spouter”. Bådene blev firet ned, og man sejlede nu hen imod en større flok af kaskelothvaler. Efter en hård kamp lykkedes det at få to kaskelothvaler. Hvalerne blev nu bugseret hen til skibet, og man begyndte nu at hejse de store flænsetaljer op i masten. Så begyndte de at skrælle spækket af den ene først og så den anden. Så blev de halshugget, og hovederne blev hængt op. Næste dag tappede man spermacetolien af hovederne, og lod hovederne synke. Man tændte nu op i fyret til tran kogeriet, og man begyndte af koge spækket om til tran, som man hældte på tønder. Tran kogeriet stank rigtig meget, og det var en frygtelig tid, så længe det varede. Mange havde brækket halsen af deres piber, så røgen steg lige op i næsen, så de ikke kunne lugte stanken. Man havde sat sejl og sejlede mod Nantucket, da man nu fik fyldt alle tønderne. Man havde begyndt om aftenen, og de var først færdige langt ind i næste dag. Der var nu to måneder tilbage, og man regnede med at få Nantucket i sigte om en lille måneds tid. Alle ombord glæde sig til at få fast grund under fødderne og se, hvor meget af udbyttet de fik. Man fik nu land i sigte, og der var god stemning ombord. Et skib sejlede nu ud af Nantucket, og det viste sig, det hed Eldorado III, og den var på vej ud på en tre års hvalfangerfærd. Sitana lagde nu til kajen, hvor der stod en masse mennesker for at tage imod dem. Da man havde fået talt alle tønderne op, viste det sig, at alle fik to tønder tran samt 15 fade spermacet olie hver. De kunne nu sælge det og få nogle penge som løn for deres arbejde i de to år.

Billedet under har jeg selv lavet og forstiller ruten, Sitana sejlede i min stil.

Mens jeg har lavet opgaven, har jeg fundet ud af, at nogle af mine spørgsmål ikke har været så gode, og ved at føre to spørgsmål sammen og få plads til et mere kan man bedre beskrive det, syntes jeg. Jeg syntes hele tiden, at emnet har været spændende, og jeg er glad for, at jeg valgte det emne. Nogle gange har jeg ikke arbejdet så godt, og da vi lå for anker, gik min pc tør for strøm, så jeg ikke kunne lave noget. Jeg syntes, at jeg har arbejdet fornuftigt for det meste, men nogle gange har jeg ikke gidet, og så gik det ikke så stærkt. Jeg har lavet nogle af tingene på min arbejdsplan lidt hurtigere, end jeg havde regnet med. Jeg syntes, det er bedre at være før planen end efter! Jeg syntes, jeg har lært en masse om emnet, som jeg også har skrevet i konklusionen, og det er jeg rigtig glad for. Jeg tror, jeg vil huske det i resten af mit liv. Jeg syntes, at det har været ok med, at min mor og far har givet mig vejledning og samtidig rettelser. Jeg valgte selv at læse Moby Dick, men hvis det ikke var fordi, de havde opfordret mig til at læse videre, og at jeg kunne snakke med min far om den, så havde jeg nok ikke læst den. Bogen er den sværeste jeg nogensinde har læst, og da den er skrevet i et gammelt sprog, var den en svær prøvelse.

Fredag d.22/1 2010: her startede jeg med at læse Moby Dick, og jeg har nu læst indtil d. 6/3 2010, og jeg er ikke helt færdig med den endnu.

Lørdag d. 6/3 2010: starter jeg på månedsopgaven, og jeg har læst lidt i Moby Dick samt lavet arbejdsplanen og begyndt at skrive de ti spørgsmål.

Søndag d.7/3 2010: i dag lavede jeg forsiden, så lavede jeg emnebegrundelsen, jeg skrev arbejdsplan & disposition ind i opgaven, så lavede jeg også indledningen. Jeg var på nettet, hvor jeg fandt nogle billeder fra nogle kaskelothvaler og nogle hvalfanger skibe. Jeg fandt også nogle citater om nogle hvalfangerskibe.

Mandag d. 8/3 2010: i dag har jeg læst mere i Moby Dick, og jeg har kikket i nogle papirer og fundet noget om kaskelotterne.

Tirsdag d. 9/3 2010: i dag har jeg læst Moby Dick færdig, og jeg har fundet noget tekst på internettet.

Onsdag d. 10/3 2010: i dag begyndte jeg på en roman: kaskelotternes sang. Min mor hjalp mig med at finde noget mere om kaskelotterne på internettet. Jeg svarede også på to spørgsmål.

Torsdag d. 11/3 2010: i dag har jeg svaret videre på spørgsmålene, og jeg har læst Kaskelotternes sang færdig.

Lørdag d. 13/3 2010 – Mandag d. 15/3 lavede jeg ikke noget bl.a. fordi min pc gik død, og vi lå for anker, så jeg ikke kunne lade den op, og fordi vi havde fri, fordi det var min mors fødselsdag.

Onsdag d. 17/3 2010 lavede jeg videre på de ti spørgsmål, fordi min pc blev ladt op.

Lørdag d.20/3 2010 lavede jeg spørgsmålene færdig, og jeg lavede boganmeldelsen.

Tirsdag d. 23/3 2010 lavede jeg konklusionen og satte litteraturlisten ind i opgaven, og jeg satte stilen ind i opgaven.

Onsdag d.24/3 2010 rettede jeg lidt i stilen og fandt noget i et leksikon og rettede lidt hist og her.

Torsdag d. 25/3 2010 lavede jeg et kort over ruten, som de sejlede i min stil, og jeg rettede i min stil. Jeg førte to spørgsmål sammen. Jeg skrev Gades lille leksikon og Politikens verdens atlas ind på litteraturlisten.

Fredag d. 26/3 2010 fik jeg en overhaling af min far, som nok gjorde, at jeg arbejdede mere seriøst, så det var jeg glad for. Jeg gennemgik også alle spørgsmålene, så de er helt færdige nu, og det er dejligt. Men jeg mangler nu to billeder. Jeg læste også Til Søs. Så skrev jeg Til Søs ind på litteraturlisten.

Lørdag d. 27/3 2010 gennemgik jeg alle spørgsmålene med min mor, og satte komma. De er helt færdig nu.

Mandag d.29/3 2010 satte jeg billederne ind i opgaven, og jeg satte også logbogen ind i opgaven. Jeg lavede også indholdsfortegnelse. Nu er den helt færdig.