Sæson 2011

 

Gensyn med Æfnityr

Ebeltoft - Pinsetræf med FTLF

Sommerferietur Fyn rundt, Tunø og Frederikssund

Ø-træf på Omø med FTLF

 

 

Ebeltoft på pinsetræf med FTLF

10. - 13. juni var der fest  i Ebeltoft. Vi sejlede afsted tidligt om morgenen kl. 0430 utc (0630 dansk sommertid) Der blæste en jævn vind fra Vest som dog skulle gå mere i NV i løbet af dagen. Øv. Vinden lagde sig dog mere og mere, så det blev motoren som måtte holde for og 1900 utc kunne vi lægge til i den gamle museumshavn i Ebeltoft. Vi skyndte os op til de andre ved grillen og hyggede lidt med en pølse og en øl, inden vi gik lidt tidligt i seng.  

Vi var heldige med vejret igen i år og dagene igennem strålede solen. Det var rigtig hyggeligt igen i år på træffet og vi mødte en masse nye sejlervenner. Festen om aftenen lod dog lidt tilbage at ønske, blandt andet maden og underholdningen gav ikke rum for at udveksle tilstrækkeligt med sejlerminder. Det blev bestyrelsen også gjort opmærksom på dagen efter til generalforsamlingen og de lovede bod og bedring for næste pinsetræf.

 

Vi sejlede hjem søndag midt på dagen for Rikke skulle hjem på arbejde. Vi ankom Korsør kl 01 utc eller 03 dansk sommertid. Isabella er lidt begroet efter vinteren i vandet så vi mangler ca ½-1 knob i fart og det er lidt surt.

 

Ny varmeveksler og Ekkolod

I vinter havde jeg monteret en anden veksler på ferskvandskølingen og den virkede fint. Vi havde også en anden transducer med for at afprøve ekkolodet, som viste helt forkert. Ekkoloddet er et Furuno LS6100 med en broncetriducer med fart, temperatur og altså dybde. Jeg kontaktede Furuno og efter lidt snak frem og tilbage blev vi enige om at forsøge med en anden transducer. Det virkede heldigvis med den nye og Furuno kontaktede Airmar som producerer transduceren for at få dem til at levere en ny på garantien. Furuno skal have ros for sin håndtering af ombygningen og den nye transducer må nu monteres til næste vinter.

 

Sommerferie 2011

Vi havde besluttet at sejle torsdag eftermiddag den 30. juni og som dagen nærmede sig blev vejrudsigten værre og værre. Vi pakkede båd, i regn og blæst og kl. 14 utc var vi klar til at tage afsted. Det blæste på det tidspunkt 25 kn fra NV og der var byger med mere vind. Jeg fik Jens fra nabobåden til at holde luv forfortøjning, til vi var klar ved pælene agter og så fik den ellers fuld bak. Der var ikke meget at give af, og naboen til læ holdt fra, men vi ødelagde ikke noget og snart var vi ude i svajebasinnet og kunne sætte storen inden vi gik ud i den krabbe sø uden for havnehullet. Den øvrige besætning samt nabobådene forsøgt at overtale os til at blive, men jeg var overbevist om at vi hurtigt fik læ på østsiden af Fyn. Vinden fra NV gav os god vind på tværs og vi loggede 5-6 knob. Allerede efter en times tid bliver søen meget roligere og ved passage af Kobberdyb lægger vinden sig og bliver ganske let. Lige nord for Lundeborg havn lader vi ankeret gå på 5 meter vand og vejret er fuldstændig som forandret. Solen går ned og vi duver blidt i aftenlyset.

 

Næste morgen let til frisk vind fra V og vi besluttede os for at sejle til det sydfynske - så var vi lidt i læ i det ustadige sommervejr. Vi sejlede nogle dejlige timer for sejl og næsten helt ind til Troense, men måtte tilsidst have hjælp af hr Perkins. Den første nat tog vi for anker, men gik så i havn et par nætter og mødte her en flok Safir-både, som var til det årlige træf og kapsejlads. Ivan fra FTLF AG Fyn var der selvfølgelig også og vi fik en god snak. Vi mødte også den tyske sejler og forfatter på sin hjemmebyggede båd Seaquest.

 

Vi gik også en tur til lystsejlermuseet på Valdemars Slot og så blandt mange andre spændende både, Svend Billesbølle's Stormy II fra 2. jordomsejling.

 

Så gik turen videre til Svendborg og vi fandt en plads i første parket. Så var der dømt storby sightseeing fra far var en ung mand og boede i byen. Altid en hyggelig by at besøge.

 

Fra Svendborg tog vi til Ærø og vi lagde os for anker i bugten ved Ærøskøbing. Vejret var nu blevet lidt mere stabilt med højtryk og vi havde nogle skønne dage for anker og dagsture ind på øen. Blandt andet mødtes vi med Margareta og Thomas og deres 2 børn som også var på sommerferie. Vi kørte gratis med bussen til Marstal, for man havde regnet ud at det var dyrere i administration at opkræve billet. Skønt - bare dette klarsyn kunne brede sig lidt.

Vandpumpen til køkkenvasken lækkede vand og heldigvis var der en reserve i gemmerne, som blev monteret.

 

Årøsund blev næste stop den 10. juli, men kun en enkelt ankernat og det var desværre ikke behageligt. Vi rullede og svajede i strømmen så jeg fik ikke lukket øjnene længe af gangen. Næste stop Middelfart og vi havde kurs mod den gamle havn for der skulle Visens Skib lægge til og give koncert om aftenen. Det blev en dejlig oplevelse med harmonika og guitar og kendte og glemte sømandsviser.

Næste dag gik ungerne og jeg i biffen og Rikke blev tilbage på båden og skrev lidt på sin bog. Dejligt vejr og vi købte ind til grillaften på kajen.

 

Tunø var næste stop og sikken dejlig lille perle det er! Ø-tur og friske grøntsager og dejlige mennesker. Bare lidt ærgeligt at sommervejret lod lidt tilbage at ønske. Det blev til et par overliggerdage på grund af kuling fra NØ og så ligger man altså ikke så godt i Tunø. Nå, men fronten passerede og den 15. juli kunne vi sejle til Frederikssund, hvor vi skulle møde Pers familie. Rikke havde desværre ikke mere ferie, så hun blev kørt hjem på arbejde.

Den 18. juli sejlede Rose, Johan og jeg til Lynæs og Farfar kom på besøg med frikadeller. På det sidste stykke ud mod Lynæs fik vinden frit løb og der var mindst 10 m/s - sejl kom ned og blev surret og alt gik fint, men vi mærkede lige at vi manglede Rikke til at styre.

Mødte Vibeke og Poul, som var kommet hjem fra langtur dagen før! Vi var sammen med dem i La Coruna i nogle dage og ungerne nærmest adopterede dem som bedsteforældre. Rigtig hyggeligt!

Fra Lynæs sejlede vi til Odden den 20. juli og mødtes med Lisbeth og Lars, som bor lige i nærheden. Gwendoline lå og kedede sig lidt i havnen, men der var ellers sommerstemning i den lille hyggelige havn. Vi grillede på stranden og havde en hyggelig aften. Det var efterhånden blevet sommervejr igen og vi havde en lidt kedelig sejlads til Sejerø for motor og slappe sejl, men der blev fisket, solbadet og hygget. Vi gik en tur på øen og købte fladfisk og is. Johan rensede fisk og lavede dejlig middag.

 

Den 21. skulle vi mødes med Thomas og hans børn i Reersø og vi havde en dejlig sejldag med et snit på 5,3 knob - ikke så dårligt med den bund! Ankomst Reersø kl 1455 med vinkende venner på havnen. Efter kaffe og indkvartering lang gåtur og indkøb. Så betale havnepenge og ned og spise.

Jeg tog lige en vejrudsigt og Ups, kuling i løbet af natten og syddrejende. Jeg tog en rask beslutning og i løbet af 10 minutter sejlede vi mod Korsør. Ellers var vi blæst inde i Reersø hele weekenden med udsigt til masser af regn.

Det blev en hurtig tur - 14 mil på 2½ time inkl. havnemanøvre! men så havde vi også 10-12 m/s på en agten for tværs. Rikke tog imod fortøjninger i Korsør kl. 2230 og det var nogle lidt trætte sejlere, som kom sikkert i havn. Det var ikke den sejltur Thomas og jeg havde forberedt, men vejret er jo ikke sådan at planlægge med.

Hjem til en kælder fuld af vand og oversvømmede kloaker. Hvorfor bor man ikke på sin båd?

Sommerferien 2011 blev på 317 sømil.

 

Agersø - weekendtur

Den 20. og 21. august tog vi på en lille sensommertur til Agersø.

 

Ø-træf på Omø

Første weekend i spetember var planlagt til Ø-træf på Omø sammen med andre FTLF-både fra regionen. Vejrudsigten var heldigvis helt perfekt og vi havde en skøn kaffesejlads fra Korsør til Omø fredag eftermiddag. Fredag aften var bestilt ålesuppe hos de lokale fiskere på øen og det var bestemt en sjov smagsoplevelse. God kraftig grøntsagssuppe med ålestykker i. Snaps og øl til så blev vi alle mætte og i godt humør. Næste dag var der fælles morgenbord, cykeltur på øen  og derefter gummibåds pålidelighedssejlads i havnebasinnet. Om eftermiddagen spillede vi Hesteskokast - et spil som havnefogeden havde fortalt os om og lånte os sko til. Meget festligt!

Vejret var jo som sagt helt fantastisk så vi grillede og festede under den åbne himmel til det blev sent og mørkt. Lidt hårdt at komme op næste morgen, men fælles morgenbord igen og glade ansigter, så er det jo ingen sag.

I løbet af formiddagen sagde vi farvel og på gensyn og listede hjemover hver især efter et par gode dage i venners lag og med Omø som den farverige kulisse.

 

Den 10. september sejlede Per, Rose og Johan til Lundeborg for at se på et vindror som var til salg. Vi lagde os for anker for natten og sejlede i havn næste morgen og mødtes med Jens. Da vi sejlede tilbage mod Korsør havde Isabella fået sig et nyt vindror, men selvfølgelig ikke monteret endnu. Det måtte blive en vinteropgave.

 

En lun eftermiddag i slutningen af september var Mikkel og familie med ude i storebælt og dykke. Desværre blev det næsten mørkt inden vi kom i baljen, og strømmen var meget kraftig, så det blev ikke så fin en oplevelse som vi havde håbet. For det ikke skulle være nok, så havde vi en grundstødning på 3m vand under nogle kraftige dønninger fra de store fragtskibe i bæltet. Det er altså ikke nok med en meter vand under kølen og Hælen var nede og kysse en sten - endnu en opgave til vinter.

 

Den 11. oktober skulle Isabella op på land med den store kran og vinterend bød på flere større vedligeholdelsesarbejder, så det var den sejlsæson.

 

Log start: Ny GPS 7541, Log total: 8075 nm. Ialt 534 nm.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

S/Y Isabella

              www.syisabella.dk