24.

Den 1. Juni blev en mærkelig dag. Vi havde jo bestemt at udsætte sejladsen pga. den dårlige sigt, men da vi om formiddagen kiggede vejr igen og kunne se, at fronten havde rykket sig mod onsdag, og solen faktisk skinnede en smule, besluttede vi at tage af sted. Havnekontoret gav os ret i, at vejret var i bedring, men mindede os igen om fronten, som skulle passere. Vi skulle være i havn på São Jorge, før den kom. Vi gik ud, fik sat sejl og kæmpede os ud på den anden side af Monte Brasil, som er en halvø lige vest for Angra do Heroismo. Den lovede sydvest vind var desværre noget mere i vest, og bølgerne kom også derfra. Det var vores kurs, men vi kunne ikke sejle imod vind og bølger på 4 m. Vi kom ingen vegne, og vi ville ikke ankomme før midnat, hvilket var det største dilemma. For første gang på vores rejse besluttede vi at vende om og gå tilbage til havnen. Det viste sig at blive det eneste rigtige at gøre, men muligheden for at nå til Horta inden fredag blev mindre og mindre sandsynlig.

Det er et dilemma, som vi har talt med flere om. At nå til et bestemt mål på et bestemt tidspunkt for at møde gæster eller gaster. Det kan være meget stressende og svært at hamle op med, da vejret er det eneste, som skal passe, men samtidigt er det eneste, du ikke selv bestemmer! En ældre fyr fra New York, USA sagde en dag til os, at det var bedre at sende folk penge til en ændret flybillet end at sejle ud imod vejret. Det var det dummeste, man kunne gøre. 

De var ikke meget overraskede over at se os igen i havnen, for de kender jo området! Da de så os komme, havde de allerede indklareret os igen og afmeldt vores kommende ankomst i Velas, São Jorge, så de ikke gik og ventede os. Vi har virkelig oplevet meget fin service og hjælp. Efterfølgende havde vi en snak med Kenn – vores gast - over skype. Han ankommer planmæssigt på fredag til Horta; vil finde en seng et sted; opleve lidt i byen og på øen, mens han venter på os.  Den fleksibilitet sætter vi stor pris på, og der skal ikke herske tvivl om, at vi kommer så snart som muligt.

Om aftenen lukkede tågen sig tæt, tæt om havnen og byen. Vi kunne ikke se bjerget Monte Brasil, som ligger klods op ad havnen. Til midnat væltede regnen ned, og det blæste kraftigt i bygerne. De havde ret med fronten, og det var rigtigt at vende om! Vores molemaleri var heller ikke færdigt, men det ville vi jo bare færdiggøre ved besøget før afgang til Irland, tænkte vi. Det må have været et tegn – det var forkert at efterlade et halvfærdigt maleri uden navne på. Man laver dette molemaleri for at få lykke på rejsen, så det blev nu klaret imellem bygerne! Langs molen løber eller vandrer folk jævnligt gennem hele dagen og aftenen for at motionere. Nogle løber/går flere gange frem og tilbage på molen, hvilket vi undrede os over. Hvorfor løber de ikke en runde i stedet? Efter at have gået gennem byen flere gange, så ved vi hvorfor de søger ned til havnen! Byen har kun stejle gader med brosten, skæve kanter og niveauer!

Fredag d. 4. juni – Kenn ankom til Horta, Faial. Vi gjorde klar skib og sejlede imod samme ø lørdag formiddag. Det var stadig modvind men mindre styrke og bølgerne var kun 1 – 2 meter. Det gik fint. Vi sejlede ned mellem øerne São Jorge og Pico. Begge øer er langstrakte med toppede vulkaner spredt over ryggen på dem, og de ligner faktisk to kæmpe drager med takkede grønne haler. Vulkanen Pico stikker dog noget højere op – 2351 meter over havets overflade. Ind imellem kunne vi se hele toppen, og andre gange dækkede skyerne det hele til. Efter 19 timer kunne vi kaste anker på fladt vand bag en kæmpe havnemole uden for Horta, Faial. Så var vi nået til verdens 4. mest besøgte havn.

Næste morgen skinnede solen, vandtemperaturen var steget en grad, og det var ganske varmt i havnen, hvor vi blev indklareret og fik en rolig havneplads blandt en masse sejlere fra alle mulige steder i verden. Her er en hel speciel stemning af sejladser, nationaliteter, sprog og planer for næste etape. Grej repareres, meninger udveksles, planer lægges, molemalerierne tager form overalt på molen, på kajen, på mure langs marinaen og sidst men ikke mindst drikkes der øl og gin på Cafe Peter’s. Per har jo oplevet denne stemning i 2007, hvor han påmønstrede et skib med kurs mod Falmouth, England. Per ønskede meget, at vi alle skulle mærke atmosfæren her, og det var bestemt også en oplevelse, men vi synes faktisk alle meget bedre om Angra do Heroismo på Terceira.

Kenn – vores nye gast – påmønstrede, og vi begyndte at lægge planer for den næste uge, som vi havde på Faial. Vi så øen over nogle dage, idet vi måtte afpasse vejret til udflugterne. Sigtbarheden betyder meget i toppen! Mandag d. 7. juni fejrede vi Kenn’s fødselsdag – det var hyggeligt at starte dagen med flag og fødselsdagssang. Vi modtog udlejningsbilen kl. 11.00 og kl. 11.23 punkterede vi på højre baghjul. Godt så – et nyt blev monteret. Det sværeste var at få reservehjulet ud og ind af bagagerummet. Hverken Per eller Kenn kunne lige se fidusen, hvorefter Rose lige hjalp lidt til med succes! Vi fortsatte vest på, langs kysten. Det er en hovedvej, som er enkelt at følge. Der er også mange små veje og mindre befærdede grusveje på kryds og tværs over hele øen, men det kan være lidt svært at finde sin vej rundt, da mange af dem ikke er markeret på vores kort over øen. Vi spiste frokost ved Varadouro, som er et dejligt område med naturlige swimmingpools, og langs vejen ned til bugten ses vinmarker og blomster. Derfra videre til øens vestligste punkt: Ponta dos Capelinhos. Her findes det ekstra land, som et vulkanudbrud i 1957 og 1958 skabte til øen svarende til 2,4 km². Det gamle fyrtårn står der stadig – nu blot lidt længere inde på land end før udbruddet.

Ned mod havet ligger lavastenene som smidt rundt. Lava ses i porøs tilstand som hugget sukker eller sammensmeltet som karamel. Solen skinnede, så jeg lagde mig på en varm lavasten, som passede ryggen perfekt. Jeg er sikker på, at jeg blev healet i den stund!

På det underjordiske museum, som er bygget på området, vises 3D film om jordens begyndelse, vulkan aktivitet rundt om i verden samt computerteknik, som viser de forskellige planeter som en stor kugle med forskellig overflade, lys og farver.  Film om selve vulkanudbruddet i årene 1957 – 58 med beskrivelser og billedet af fyrpasseren, som havde vagten, da vulkanen gik i udbrud første gang. Han blev på sin plads trods det, at lava og aske fløj om ørene på ham. Skibene på havet må alligevel have undret sig over fyrtårnets kraftige oplysning den nat! Museet er moderne bygget og er en arkitektonisk perle, hvilket gjorde hele oplevelsen større. Rundturen sluttede med et besøg oppe i det gamle fyrtårn, hvor udsigten over lava og askemængden er ganske stor, selvom havet med tiden har taget af ”landet” igen. Det må have været noget uhyggeligt for befolkningen, som oplevede det. Rent faktisk blev store dele af øen dækket, så jorden ikke længere kunne dyrkes. En taxichauffør Gomes på Pico fortalte os sin historie: Han blev født i 1957 på Faial, så han kunne selv sagt ikke huske udbruddet, men i kraft af den ødelagte jord blev mange familier tilbudt at immigrere til New York, USA for at starte på en frisk. De tilbageblevne havde så mere jord at dele imellem sig. Han boede i USA med sine forældre til han var 22 år, hvorefter han flyttede tilbage til Azorerne med sin familie. De bosatte sig på øen Pico i stedet for, da hans bedstefar havde en gård der. Han var blevet for gammel til selv at kunne passe den, hvorfor Gomes tog over. I dag arbejder han både som landmand og taxichauffør, og bor med sin kone, sin gamle mor og svigerfar på gården. På Faial og Pico er det stadig failiens ånd, at man selv passer sine gamle forældre.

Videre til Baia da Ribeira das Cabras hvor de store dønninger fra Atlanterhavet væltede ind over kysten. Det er store kræfter, som er på spil i det vand. Videre rundt mod øst, hvor vi spurgte om kørselsvejledning af en portugisisk fyr. Vores mål var Caldeira, som er et kæmpe vulkankrater midt på øen. Det er 2 km i diameter og 400 m dyb, men på trods af denne imponerende størrelse kunne vi ikke finde derop! På vej tilbage rundede vi Ponta da Espalamaca, hvorfra der er en meget flot udsigt ned over havnen og Horta By. Om aftenen fejrede i Kenn’s fødselsdag på Restaurant: Canto da Doca, vis speciale er grillet fisk og kød på glohede lavasten. Det smagte skønt, men så havde vi også fået nok lava for i dag, og det sidste støv blev skyllet ned med en øl på Peter’s bar. 

Vi havde fået vores bilkontrakt forlænget, da det punkterede hjul havde taget i vores tidsplan. Vi kørte straks ud for at finde den Caldeira, hvilket lykkedes, men sigten var så elendig, at vi ikke kunne se mere end nogle få meter frem. Det var som om, den var blevet lukket den dag. Totalt ærgerligt for det var netop et af de steder, Per gerne ville vise os. Vi valgte i stedet at besøge en hollandsk mand – John Van Opstal, som gennem de sidste 20 år har udført kunsten: Scrimshaw. Det er indgravering af historier, fra tiden med hvalfangst, på hvaltænder. Ideen til denne kunstart opstod af kedsomhed ombord på de gamle hvalfangerskibe. De sejlede jo i månedsvis, og der var ofte lang tid imellem en fangst. Det var meget flotte motiver, men selve hvaltændernes størrelser er i sig selv ganske imponerende. Prisen lå fra enkelte til 50 euro op til 1000 euro. Hvaltænderne er efterhånden svære at finde, så denne form for kunst og kultur vil ikke fortsat kunne lade sig gøre.

Det er jo ikke kun, når vi sejler, at det er rart at have en ekstra med ombord. Vi er blevet opdateret på den politiske, økonomiske status i DK og begivenheder, som vi er gået glip af.  Opgaver som forberedelse af måltiderne deles, og der er flere til at handle og vaske op. Små reparationer udføres, og vi har hver dag fået frisk morgenbrød, som Johan og Kenn har hentet. En eftermiddag løb Per og jeg en tur på den berømte havnemole med alle motiverne fra de tusindvis både, som har besøgt Horta. Efter et bad er det super dejligt at sætte sig ned og spise aftensmad, som man ikke selv har lavet!

En morgen var himmel særlig klar og blå, hvilket resulterede i, at vi forsøgte at komme op til den Caldeira for 3. gang! Det blev en succes. Vi så det kæmpe store krater i hele dens størrelse, og vi gik turen op til det højeste punkt på Faial, hvor udsigten til øen Pico var helt unik. Vi stod og kiggede ned på skyerne, som kom svævende forbi, men størstedelen af udflugten var i sol og klart vejr. I 2007 da Per besøgte samme område skrev han en mms til os der hjemme, om vi også havde lyst til at se det i virkeligheden!? Det sagde jeg ja tak til, men jeg havde faktisk ikke regnet med, at det allerede blev i 2010!

Øen Pico med vulkanen Pico med en højde på 2351 meter ses tydeligt fra Horta. Toppen af vulkanen er det højeste punkt i hele Portugal. Marinaen i Madalena, Pico er ikke beregnet til sejlbåde, hvorfor vi besøgte øen med den lokale færge. Pris 3,40 euro hver vej – det halve for børn. Der er vinmarker overalt, og der fornemmes en sydlandsk stemning på en meget behagelig måde.

Det er meget sandsynligt at se kaskelothvalen omkring Azorerne, men de mange andre hvalarter findes også i havet omkring øerne. Fra år 1850 til år 1950 var hvalfangst et meget vigtigt erhverv på Azorerne. I 1986 blev hvalerne fredet, men de gamle hvalfangerstationer står der stadig. Jeg henviser i øvrigt til Johans opgave på skibsskolen om hvalfangst, således som det blev praktiseret for 150 år siden. Bogen: Mody Dick af Herbert Melville handler netop om kaskelotten, og på trods af tung læsning inspirerede bogen Johan til at skrive om netop dette emme. Rose har læst bogen: Kaskelotternes Sang af Bent Haller, hvilket handler om en kaskelothvalunges liv i havet set fra hvalens synspunkt. Begge bøger har været et meget godt oplæg til vores besøg på øen Pico, hvor vi besøgte tre forskellige museer, som hver især omhandler kaskelotten; livet omkring hvalfangst og sidst men ikke mindst et besøg på en gammel hvalfangerstation.

I São João ligger: Museu de Cachalote e Lula, som en britisk havbiolog og kaskelotspecialist Malcolm Clarke har opført. Han har sejlet og arbejdet med BBC og lavet film – National Geografic gennem hele hans arbejdsliv og har således fået en kæmpe viden om hvaler. Han har lavet en gennemført udstilling omkring hele anatomien og fysiologien omkring kaskelothvalen og dens favoritføde: kæmpeblæksprutten. Sidst nævnte er syet i naturlig størrelse og er hængt op i loftet. En model af en hankaskelot er udført i jernstænger og står nede i hans baghave med udsigt lige ud over havet. Det var et meget interessant museum, og da vi samtidig fik at vide, at turisterne ikke bliver opfordret til at komme der, blev vi triste på hans vegne. Sagen er den, at turister, som besøger øen, blot tager en tur rundt på øen med taxi. Der er forskellige ture at vælge imellem, men taxichaufførerne har droppet dette museum, fordi folk bruger for lang tid på at se udstillingen! Jeg vil hermed gerne opfordre turister til at leje en bil i stedet for med mulighed for selv at bestemme hvad og hvor længe, og det er faktisk også billigere med ”egen” bil!

I byen Lajes var der enkelte turistbutikker og cafe’en: Whale Come! Der var grupper af portugisiske turister og en børnehave på tur, som også skulle besøge hvalmuseet: Museu dos Baleeiros. Entré pris: 2 euro pr. voksen – børn gratis! Dette museum omhandlede livet for hvalfangerne. Vi så bl.a. en meget smuk udført hvalfangerbåd, redskaber og udstyr. Der var en stor samling af litteratur, som man frit kunne sætte sig og læse i, hvis portugisisk falder én let, og desuden kunne vi se en film, som viste livet for hvalfangerne og deres familier. Der blev vist, hvordan der blev holdt udkik udover havet efter hvaler. Der sad fast en mand og spejdede gennem sin kikkert fra tårnet, og gav signal videre til øens mænd, som så skulle smide, hvad de havde i hænderne for at få sat båden i vandet og komme ud over søen for at indfange og dræbe hvalen. På trods af at vejret var godt på filmen, så var det noget af en barsk omgang på søen. Det var ikke for tøsedrenge, og jeg tænker, at mange koner og mødre må have ventet i timevis med frygt for, at det kunne være gået galt på havet. Der er ikke meget sikkerhed at hente i en hvalfangerbåd, og efter at have set ryggen af en hval med egne øje, så taler vi om et ret stort dyr med mange kræfter!

Vi sluttede rundturen i São Roque, hvor den gamle hvalfangerstation var indrettet til museum: Museu da Industria Baleeira. Taljer og spil til at trække de afskårede stykker spæk op til forarbejdning og kæmpe kar eller nærmere tanke til spækkogning. Det har beskæftiget mange mennesker, og det har uden tvivl været meget hårdt arbejde. Ikke mindst lugten af tran må have været ulidelig. Nu havde vi set nok om de hvaler – det eneste vi stadig manglede, var at se én i livende live, men bare vent…! Turen rundt på øen bød selvfølgelig også på mange stop med kik ud over havet eller kik op på den store vulkan Pico, som står der lidt lokkende og alligevel med en størrelse, som gør, at vi tænkte: ”Det bliver ikke i denne omgang, at vi skal vulkan bestige!”  Skæbnen ville det dog anderledes.

På en resteplads tager Johan og jeg fejl af hinanden, og vi glemmer hans mavetaske, med særlige herlige ting i, på et stendige. Det kommer vi først i tanke om kort før færgen går tilbage til Faial. Johan var ked af det, og jeg følte både medansvar og frustration over at have mistet noget, som vi med næsten 100 % sikkerhed vidste, hvor var! Johan og jeg tog derfor den tidlige morgenfærge til Pico dagen efter. En time med taxi direkte til det udsigtspunkt, hvor vi mente, den muligvis stadig kunne ligge. Det var der vi mødte chaufføren Gomes, som fortalte os sin historie, mens vi forventningsfulde kørte mod Santa Cruz på sydkysten. Mavetasken lå, hvor den var lagt dagen før, og havde ikke mistet det mindste indhold. Johan blev så glad, at han spontant gav både Gomes og mig et stort knus! Gomes sagde, at han var sikker på, at Pico altid ville blive et ganske særligt sted for Johan, og at han en dag ville komme tilbage med sin kone og stå og kigge ud over vandet fra Santa Cruz! Desuden sagde han, at vi skulle bestige den vulkan, når vi nu var kommet så langt. Det var ikke nær så slemt som at sejle hjem over Atlanten til Irland, så hvis vi havde tænkt os det, så var Pico ingen sag og det hele værd!

Som sagt så gjort – vejret for videre sejlads lå fortsat nogle dage frem, så vi fandt vandrestøvlerne frem og tog så for 3. gang til Pico med færgen. Kenn sagde, at Johan og jeg burde have pendlerkort! En taxi kørte os de første 1200 meter op ad vulkanen – resten måtte vi selv gå! Vejret var fuldstændig stille, og solen lå over de lette skyer. Det var perfekt for en udflugt. Vi havde vand, sandwich og chokolade med i passende mængder. I starten kunne vi bare gå almindeligt dog med konstant stigende tendens. Der var ikke en regulær sti, men undervejs var der sat nogle træpæle, som viste, hvor vi skulle fortsætte imod. Terrænet blev mere og mere krævende, og mange steder klatrede vi reelt op ad lavablokke og skrænter. Vi var undervejs ved at miste troen på, at vi kunne klare det, men vi synes, at vi fysisk var i stand til det – alle 4, selvom det så ville tage noget tid. ”Der er noget, der koger?” ”Det kan godt være mine armhuler!” Vi holdt pauser af 2 min. Varighed ved hver pæl, og ellers klatrede vi bare videre i 3 timer, til vi nåede den forventede kraterkant på toppen! Det var ikke mindre end fantastisk – ikke blot at se krateret og Lille Pico, som er den reelle top – et lille bjerg på 70 meter! - på den modsatte kraterside, men det vilde var at have klatret derop, som den lille gruppe vi er. 2351 meter over havet, hvor vi bor. Vi hilste på en portugisisk familie med voksne børn, som havde taget madpakken frem. Efter en stund sad vi der helt alene i solen og lette vind og spiste vores madpakker på Portugals højeste punkt. Der er bare nogle dage, hvor madpakken bekommer én bedre end andre dage. Et fransk par gik målrettet mod Lille Pico, hvilket vi fulgte med i. Johan og Per kiggede på hinanden, og det stod ligesom i kortene, at de manglede en bid endnu. Rose og jeg lagde os ned i lavagruset, og lod sol og lur blive ét, mens Johan og Per klatrede op ad det ”lille” 70 meters bjerg. En halv times tid efter kunne vi se dem give hinanden et stort knus på toppen af toppen! Nedstigningen gjorde vi sammen på 3,5 time! Det var hårdt og endnu mere krævende, for det var svært at undgå at glide eller skride, og da brækkede lemmer er uønsket ombord, skulle vi være meget forsigtige. Per og Rose hjalp hinanden og gik forrest, men det var udelukkende Johan, som hjalp mig! Jeg var ikke til meget hjælp, men ned kom vi selvom vi ind imellem måtte klatre baglæns nedad skrænten for at gøre det mest sikkert. Det var en stor udfordring, men en fantastisk oplevelse – en dejlig udflugt med familien! Rose faldt i søvn i taxien tilbage til havnen, og det var jeg også lige ved. Jeg kunne godt mærke lårene samt de to steder, hvor benene er sat på resten af kroppen!

Vi havde endnu en gang lejlighed til at hilse på ”Ninita” med Jenny og Paul fra England, og vi lovede at hilse, når vi ”fløj” forbi deres hjemlige breddegrader. Desuden havde vi fornøjelsen af at møde den hollandske -danske båd Mjølner med Luise og Jeroen med deres datter Sophia på 6 år, som talte både dansk og hollandsk. De havde været i Caribien og var nu på vej tilbage til Holland, men med næste stop Danmark for at bosætte sig der. Desuden genså vi Heleen og Rene – vores ankervenner fra Canarie øerne. De har hele tiden ligget lidt efter os, men har haft den samme rute og lidt mere tid. Nu var det så sidste fælles stop på Faial, og da skæbnen ville at vi – Danmark giver Holland et mål samt lader dem selv lave et, ja, så kunne vi ikke se anden udvej end at komme ud af havnen hurtigst muligt. Næste stop Angra do Heroismo, Terceira – vores sidste stop før Irland. Vi sejlede syd om øen Pico for at kigge efter hvaler, og det gjorde vi virkelig men uden held. Vi var snart noget triste over den kendsgerning at have sejlet rundt i deres yndlingsbassin i 7 uger uden at have set én eneste! 

Dejlig velkendt at komme tilbage til Angra – 15. juni, og Rui, vores lokale sikkerhedsfyr i havnen, stod noget uforstående, da vi sagde, at vi havde planer om at sejle inden den kommende festival fra d. 19. juni. Det holdt nu ikke helt stik, da vejret drillede os lidt med sit højtryk, som blev større og større, og pludselig så det ud til, at der ville komme til at mangle vind til Irland denne juni. Vi fik således starten på årets festival med, og turen til Irland begyndte først d. 20. juni.

Dagene i Angra blev brugt til det store indkøb og forberedelse af mad som henkogning. Småreparationer blev klaret, og mentalt forberedte vi os på vores til dato længste sejlads. Rigeligt vand, mad – også noget som er let og enkelt at forberede og spise, strategi angående søsyge, vagter for udkik og sejlføring, fandt os på plads med vores ekstra mand ombord på de stadig kun 25 m² og endelig tanker om håndtering af minimum 10 dages sejlads i måske meget lidt vind?! Mængden af diesel ombord skal jo række til hele turen, så motorsejlads skal begrænses. En konstruktiv snak med det hollandske par Esther og Otto – dem som havde den schweiziske Isabelle ombord – bekræftede Per i, at vejret var rigtigt fra d. 20. juni, hvilket holdt skik.

Ydermere havde gensynet med den danske båd Gwendoline også sat sine spor i vores tanker. Deres tur fra Caribien havde været langt længere og anderledes end beregnet, da højtrykket netop havde bredt sig, og gjort deres dieselbeholdning mindre end lille. Det var rigtige hyggeligt at se dem igen, og deres historie er bestemt ikke kedelig, men den skal de selv have lov at fortælle andet sted. 

Angra blev pyntet op til fest. Der var flag, guirlander og lys udsmykning gennem flere gader. Der blev ryddet op, sat telte og boder op, og træpavilloner til udskænkning af sangria og øl, grillede skinker og brød skød op over alt. Der var fuldt program fra d. 19. juni til d. 26.juni. 

Lørdag d. 19.juni så vi VM-fodbold på en lokal bar/restaurant midt i byen. Jeg er glad for, at vi netop så denne kamp, for det forlyder at have været trist siden da. Vi købte nogle øl og sodavand og sad så ellers os 5 danskere og 10 – 12 lokale folk. Nogle kom og andre gik, men nogle stykker sad der under hele kampen og så med. Jeg har jo ikke set meget fodbold i mange år – faktisk var den sidste kamp, Per og jeg så sammen, Danmark – Tyskland i 1992, hvilket da også var en af de bedste. Per har ikke haft tid siden, siger han. Det var så også på tide, at ungerne oplevede, hvordan man ser en fodboldkamp. Der må jo gerne kommenteres, råbes og hujes, og det gjorde jeg da også på højlydt dansk. Folk kiggede og grinede, og det var faktisk festligt. Særligt da vi så vandt! En mand ønskede mig tillykke med sejren efter kampen, og gav mig hånden. Ville rigtig gerne have haft set en kamp med Portugal sammen med de lokale – deres temperament passer godt til fodboldkampe!       

Da vi nåede Azorerne var vi faktisk lidt mættede af oplevelser, men set i bakspejlet så har vi oplevet og set så meget anderledes kultur, natur og uspoleret ø – liv, at jeg vil betragte det, som nogle af højdepunkterne for denne tur til nu. Det har været rigtig dejligt at have mulighed for at opleve flere af øerne, hvilket meget få sejlere prioriterer, da de ikke har tiden til det. De fleste oplever kun Horta, Faial, hvilket er synd og skam. Hver ø har deres særpræg, og jeg vil bestemt opfordre til, at man tager sig tid til at se mere end een ø. São Jorge nåede vi ikke denne gang, men måske… en anden gang! Da jeg en nattevagt sad og så ud over havet på vej mod Irland, blev jeg også lidt trist ved tanken om, at vi ikke længere skal forsøge os på portugisisk. Det har været rigtig skægt med alle de sprog!

Tanker om passagen: Terceira, Azorerne – Crosshaven, SydIrland juni 2010:

Undervejs på turen skrev jeg lidt på logbogen, når tiden og bådens rytme tillod det. Det var ikke fordi, at der ikke var tid at tage af, for der var mange timer fra d. 20. juni 2010 til d. 30. juni 2010, hvor vi ankom Irland. Tid er blot meget anderledes ombord, undervejs mellem to punkter. Døgnet deles op i et rul af vagter med udkik, styring og sejlføring, fremstilling af måltider, spisning, oprydning og søvn. Ind imellem er der stunder, hvor vi læser, spiller gameboy, småsnakker, ser en dvd eller sidder og kigger langt! Alle disse opgaver udføres, alt imens vi holder os fast, forsøger at få godt fodfæste i pantryet, finder os tilrette i køjen uden at falde af den igen – hele tiden skal alle gøremål afpasses vinden og rytmen i båden. Man vender sig til det, men det kræver fysisk energi, og nye muskler opdages rundt i kroppen! Vi er tre om at bage en kage – der er hele tiden én, der kun sørger for at holde skålen med ingredienser vandret og i nogenlunde ro! Alle ting tager længere tid og kræver en fælles indsats, men så nydes resultatet også dobbelt så meget. Det nybagte rugbrød gik bogstaveligt talt som varmt brød med torskerogn og det sidste remoulade. Rose sagde: ”Når vi kommer hjem, så vil jeg ikke være så kræsen med madpakken!”

Vi kom godt af sted med vind og sø med os, og sådan var det hele turen. Løbende vejrmeldinger hjalp os godt på vej, så Per hele tiden kunne følge situationen, så vinden kunne udnyttes bedst muligt. Der var vindstille perioder som forventet, men vi har også sejlet godt for sejl – særlig har genua spilet ud til bagbord og storsejl sat til styrbord været én stor sommerfugl, som har sejlet os op over – North Atlantic Ocean – på en meget fin måde. Nogle nætter var i kraftig vind og regn – op til 30 knob, hvor vi nærmest fløj over bølgerne, og andre nætter var med et næsten fladt hav, månelys og solopgang kl. 5.00. Det tidlige morgenlys var dejligt, og det viste os, at vi var på vej hjem over. Da vi havde meget vind lige agten fra, var det nødvendigt at håndstyre, da store dønninger og bølger slog både autopilot og vindror ud af kurs. Dønningerne var op til 4-5 meter, men kom jo blot rullende ind under skibet, løftede os op og lod hende rusche ned igen. Indimellem knækkede bølgen og skubbede os langt ned på siden og fik hende til at vippe fra side til side, men samlet set havde vi en meget fin sejlads i godt vejr. Det er stadig svært for mig at forstå, at vi lige har foretaget samme tur, som Per gjorde for 3 år siden!

Ydermere har INGEN været søsyge overhovedet! Der har været varm aftensmad hver eneste dag, og ting gik godt. Det skræmmer mig ikke med ”kun” vand i sigte gennem flere døgn, og jeg er ikke bange for sikkerheden ombord, men på trods af det, så er jeg alligevel ikke helt sikker på, at jeg en anden gang lader mig sejle ud i 9, 10, 14 dage! Det stiller store krav til os som crew. Fleksibiliteten og hensynet til hinanden. Hele tiden skal den gode stemning bevares eller genoprettes både hos børn og voksne. Vi er mere end nogensinde i samme båd, og det skal lykkes. Muligheden for at stige af er NUL! Der er også forskel på blot at være os fire og at have ekstra gast ombord. Uanset hvor godt samtlige opgaver lykkedes hver dag, så følte jeg, at jeg var ved at have brugt mine ressourcer op for samarbejde og psykisk overskud, og at jeg med længsel så frem til at Se land i sigte for slet ikke at tale om at Gå i land! Jeg nåede min grænse, hvilket sådan set var udmærket at konstatere. Jeg er stolt af ungerne – de var positive og holdt stemningen sjov og gjorde deres del af arbejdet. Selvfølgelig ikke uden at blive uenige af og til, men taget hele situationen i betragtning så har de udvist evne for samarbejde og psykisk overskud, når jeg følte trang til at skrige!

Jeg var ked af, at vi ikke fik sendt en position på mail til Hindholm, for så kunne 3. og 6. kl. lige have haft set, hvor Rose og Johan holdt deres telttur i år inden sommerferiens start, for den startede selvfølgelig også i skibsskolen. Læreren ønskede dem rigtig god ferie og sagde samtidig, at hun var ked af, at hun ikke skulle have dem til næste år. Det har været en hel fantastisk opgave på denne rejse, og jeg vil uden tvivl savne det fælles projekt. Det har været en meget dejlig opgave at have med, og det har bestemt været lærerigt for mig. Rose og Johan er også blevet klogere på mange ting, men det er ikke op til mig at vurdere, om de har lært nok eller det ”rigtige”, blot vil jeg aldrig være i tvivl om, at det var det rigtige valg for os her 09/10.      

Om vi har set hvaler på sejladsen? Ja, endelig og i den grad! Onsdag d. 23. juni kl. 9.00 så Per et stort sprout ude til bagbord. Alle blev kaldt på dæk, også Rose og Kenn som sov! Der var en flok på 5 – 6 stykker af arten: Finhvaler. Det er et kæmpe stort dyr – hele ryggen kom til syne flere gange, og vi så ligeledes deres flotte sprout flere gange. En finhval kan blive op til 27 meter og har et sprout på 4 – 6 meter. De svømmede rundt omkring båden, som om de lige skulle se, hvilken fisk Isabella så var. En af dem svømmede lige ind foran hende i ganske få meters afstand. Johan stod ude foran og kiggede noget bjergtaget. Det lykkedes Kenn at tage et par fotos, men det var nærmest umuligt at nå. Vi havde fornøjelsen af dem gennem 5 – 10 minutter. Det var helt unikt at opleve, og vi følte os superheldige ved endelig at have fået et stort ønske opfyldt. Vi fik ingen Skt. Hans fest i år, men jeg tror, at vi fremover vil huske d. 23/6 - 2010 for denne særlige herlige oplevelse.    

Vi så land sidst på eftermiddagen den 29. juni, og den 30. juni kl. 12.00 utc lagde vi til i Salve Marina, Crosshaven, Cork Harbour, Irland. 9 dage og 19 timer fra Azorerne – vi var selv ret godt tilfredse!    

23.

Der er altid et tomrum efter, at vi har haft besøg eller søfolk er stået af, og det var der bestemt også uden Ana, som vi jo ikke engang ved, hvornår vi skal se igen. Vi sagde til hende, at vi ville komme, når hun og Luis skulle giftes, men det mente hun ikke ville blive foreløbig, og børn skal hun nok heller ikke have efter 14 dage med to på 9 og 13 år på kun 25 m²!  

Der var opbrudsstemning, for vi var lidt trætte af storbylivet og ville gerne videre til næste ø – Terceira, som ligger i den centrale gruppe af Azorerne. Der er jo hele 9 øer under Azorerne. Santa Maria og São Miguel – den østlige gruppe; Terceira, São Jorge, Graciosa, Pico og Faial – den centrale gruppe og endelig Flores og Corvo som de vestligste øer. Øen Faial er meget berømt som langturssejlernes mekka, fordi det er der, at bådene først kommer, når de vender tilbage til Europa fra Caribien, men de andre øer er langt mindre besøgt. Vores plan var at besøge Terceira først, da det er herfra, at vi endelig tager af sted, når vi sejler mod Irland. På den måde kunne vi lige nå at få et forhåndskendskab til havnen og ikke mindst byen, inden vi skal pakke til vores rejse med til nu længste overfart. Per har været der ganske kort på hans sejltur i 2007, men han nåede ikke at se så meget – blot konstatere, at her var værd at blive lidt.

Efter Terceira har vi plan om at besøge São Jorge og dernæst Faial, hvor vi skal hente vores næste crew medlem Kenn fra FTLF, Næstved. Fra Faial ønkser vi at besøge øen Pico men med offentlig færge, da havnen på Pico ikke er beregnet til sejlbåde. Ringen skal så sluttes på Terceira, før vi sejler til Irland.

De sidste dage i Ponta Delgada havde vi meget smukt vejr med solskin og et par og tyve grader, og sejladsen til Terceira så god ud. Efter at vi havde tjekket ud på alle 4 kontorer: havnekontor, politi, immigrationsmyndighed og toldkontor kunne vi trygt sejle videre. Der er ingen problemer i at tjekke ud, men det er lidt omstændeligt, og om man ville forlade havnen et par timer blot for at sejle en lille tur og så komme tilbage, ja så skal alle 4 kontorer besøges både før og efter, så der er ingen smalle steder!

Ungerne og jeg var på piller – søsygepiller, og de hjalp! Vi havde det fint og skiftedes til at hente forsyninger, for vi havde lyst til en masse. Vi spillede Casino, mens Per tog en lur, og skibet sejlede afsted. Der var god stemning og sejlads ombord lige indtil autopiloten havde svært ved at styre. Per havde ellers lige repareret den, men nu kunne den ikke klare de store udsving på roret, da vinden blev mere agten fra. Vi tog begge hver især nogle timer ved roret den nat, og på de 15 – 20 knob vind kunne vi faktisk sejle 6 – 7 knob, hvilket er rigtig godt for os. Desuden oplevede vi et meget fint træk fra et stort containerskib, som var på direkte skærende kurs med os ifølge oversigten på AIS på kortplotteren.  Vi holdt meget øje med ham, men vi ville helst ikke ændre kurs, og farten kunne vi ikke ændre overhovedet. I passende afstand slog han simpelthen en fin bue udenom os, hvilket vi ikke tidligere har oplevet så overbevisende. Man har sådan lyst til at morse TAK til ham! Vi kom godt i havn inden den første regnbyge den morgen, og trods nogle kraftige vindstød i havnen kom vi godt på plads, fik indklareret alle papirerne, spist morgenmad og fik en lur uden afbrydelser. Aftenen blev meget regnfuld og trist, og der er ingen tvivl om, at skyerne hænger lavt og alt synes trist og koldt, når det regner, men opklaringen næste dag virker næsten ligeså spontan med blå klar himmel og sol og ikke mindst lune temperaturer omkring 20 – 22 grader.

Angra do Heroismo er en skøn by. Hyggelige brolagte gader med små butikker, som de lokale også handler i. Her er lidt stemning, som den vi oplevede i Porto på fastlandet Portugal. Der er ikke mange turistbutikker og ingen gadesælgere eller andre, som prøver at prakke én noget på. Folk er venlige og hjælpsomme, og kommunikationen foregår godt på engelsk. Nogle undskylder dog meget deres sparsomme ordforråd, men så fortæller vi blot, hvor lidt portugisisk vi kan, og så går snakken fint igen. Vi besøgte Museu de Angra do Heroismo, som er indrettet i det gamle São Francisco kloster. Selve udstillingen omhandlede meget 1. verdenskrig, hvilket var udmærket at kigge på, men al tekst var på portugisisk, hvilket gjorde tilgangen noget svær. Undres lidt over den manglende oversættelse til engelsk eller fransk, men måske er turismen meget begrænset. Vi var der da også helt alene og en museumsguide ledte os venligt rundt mellem salene i den meget smukke bygning. Den var restaureret i fin overensstemmelse med den oprindelige bygning med bevaring af trapper, hvælvinger og dekorationer på loftet. Selve bygningen var den største oplevelse. 

Efter vores første bytur kom vi hjem med en aftale om en lejet bil i 2 dage, 3 poser the produceret på Azorerne og billetter til Portugisisk Tyrefægtning i byens tyrefægterarena.

Vi kørte først vest om på øen for at besøge byen Cinco Ribeiras for at smage øens berømte ost hos João Henrique Melo Cota. Det smagte dejligt, hvilket jeg normalt ikke siger om ost. Vi købte nogle forskellige stykker til livet ombord. Kørte videre op mod Serre de Santa Barbara, som er et af øens højdepunkter. Selve turen op var solrig, lun, Azorengrøn og frodig, men jo længere vi nåede op, jo tættere blev skydækket, og det blev blæsende med en temperatur på 11 grader. På turen videre så vi Furnas do Enxofre, som viser tegn på den varme undergrund, som vi også så på São Miguel. Arealet var fint indhegnet med ’gangbane’, så området ikke blev unødigt betrådt med fare for varme fødder! Området indeholdt også en mindre sø eller sumpområde med frøer! Antallet er umuligt at gætte på, men de gik godt igennem med deres forårs kvækkende snak. På vejen gennem midtøen fandt vi også de to vulkangrotter, som er åbnet for besøg af gæster.

Først: Algar do Carvão - 45 meter dyb vulkanskakt med en grotte på siden og sø i bunden med en dybde på 15 meter. Hele grotten har et samlet areal på 17 x 27 meter. Det er et imponerende hul ned og ind i jorden, og kan kun sammenlignes lidt med de huler, som vi så på Lanzarote, men de havde fået et meget turistet udseende. Denne stod blot meget rustik og enorm. På vej ned ad trappen til bunden af vulkanen tænkte jeg et øjeblik: ”Hvor død er den mon?” Der har været så meget vulkansnak de sidste uger. Den anden ved navn: Gruta do Natal – en 700 meter lang lava tunnel. Den blev åbnet for publikum d. 25. december 1969 – ”julegrotten”. Den var ikke så smuk med forskellige farver og former af lava som den første, men ungerne synes bedst om den sidste, idet det var en spændende tur rundt i tunnellen, som førte os op og ned over lavamasserne. Der var næsten fuld ståhøjde hele vejen rundt på nær enkelte steder. Det var påbudt at bære hjelm.

Det behøvede vi til gengæld ikke ved aftenens tyrefægtning – Corrida de Touros! Vi var noget spændte på denne oplevelse, da vi ikke helt vidste, om vi kunne holde ud at kigge på det. Vi lod de røde trøjer blive liggende i båden den aften, da vi jo nødigt skulle provokere nogen! Vi snakkede med en fyr i marinaen, som arbejder her som vagt, og han kunne oplyse, at det ville blive helt ufarligt for os at kigge på. Det var lidt værre med de tyreløb, som foregik i gaderne her på Azorerne, som foregår således: Tyren får et langt reb om halsen, hvorefter der gives signal om, at tyren er løs i gaden. Tyren kontrolleres til dels ved, at erfarne mænd holder i den anden ende af tovet, mens jagten går gennem gaden. Modige mænd tirrer og driller tyren undervejs med risiko for at få et los i røven, hvis flugten over plankeværket ikke nås i tide. Den slags løb kunne han bedst lide, men det kunne godt gå vildt for sig. Der er hele tiden et tyreløb et eller andet sted på øen, men det store løb, om man vil, finder sted i slutningen af juni. En anden lokal turistguide fortalte, at det kunne være lidt risikabelt at gå med lokale til tyreløb i gaden, idet de altid var meget opmærksomme på mulighed for flugt, men det var turisterne sjældent. Det blev ofte en overraskelse, når tyren kom løbende. En taxichaffør sagde: ”Køb en video – der er det hele, og det er ganske ufarligt at se på!”

Vi har undret os over, hvorfor der gennem dagen lyder flere højtlydende brag. Fyrværkeri uden farver og stjerner, nærmere som et kæmpe kanonslag, men det er signalet på løs tyr i gaden samt efterfølgende signal til, at den er fanget igen. Vi har ligeledes fået at vide, at om man i forbindelse med et sådan gadeløb har brug for ly, så skal man blot løbe ind i det første og bedste hus, man møder på sin vej. Man vil blive modtaget godt og budt på mad og vin. Det er en stor fest. Azorerne består af 8 øer og en lege- og festplads nemlig Terceira, fortalte Alex og Rita! Se senere om dem.

På øerne Graciosa og Terceira er der desuden traditionel tyrefægtning i arena. Der lød musik fra området et par timer før start. Vi var der i god tid og kunne frit vælge, hvor vi ville sidde. Der var gamle mænd med hatte, ældre kvinder i pæne kjoler, unge mennesker, familier med børn i alle aldre. Det var tydeligvis en udflugt for hele familien, ikke bare en tradition men deres kultur. Der var salg af øl og chips, is og portugisiske brød med stegt kød. Folk kom gående ind stille og roligt og fandt en plads, småsnakkede og der var en fin stemning. Byens orkester indfandt sig også og gjorde klar til forestillingen. Præcis kl. 20.30 spillede musikken, og arenaen blev fyldt med alle de mænd, som hver især skulle medvirke ved aftenens forestilling. Der var Peões de brega, som er dem, der skal tirre tyren undervejs med de røde forklæder, og som er til fods i arenaen. Så var der Forcados, som er de mænd, som skal deltage i slutningen af hver kamp med at angribe tyren forfra mellem hornene og fastholde den, og sidst men ikke mindst kom de tre tyrefægtere til hest også kaldet Cavaleiros, som hver især skulle kæmpe med to tyre hver.  

Jeg henviser til Johans brev til klassen, hvor han beskriver hele forløbet omkring tyrefægtningen.

Første afdeling af forestillingen kaldes: Cavaleiro og den sidste: Pega.

Efter hver kamp går Cavaleiro og Forcado en æresrunde i arenaen og modtager folkets hyldest. Der bliver smidt blomster og evt. et tørklæde ind i manegen i respekt, som samles op og smides tilbage til ejeren på tribunen. Det er et stort spil, som vi jo ikke helt forstår, men det var en spændende oplevelse, som bestemt hører med til en ferie her på øen.

Det er ulovligt og strafbart at dræbe en tyr i arenaen. For at få den sårede og stædige tyr ud af manegen inden tyrefægterens æresrunde, lukkes der en lille flok køer ind, som tyren som regel straks følger med ud. Den har dog ikke fornøjelsen så længe, for tyren bliver efter forestillingen aflivet og slagtet efter gældende regler.

Cavaleiro’en er en højt betalt stjerne i Portugal, som er smukt klædt i jakke og hat; slanke fyre med absolut flair for ridning. Hesten er selvfølgelig utrolig dresseret og trænet til denne form for konkurrence. Focado’en får blot æren for indsatsen. De får grundig undervisning, inden de debuterer i arenaen. Forcados stammer helt tilbage fra middelalderen. På det tidspunkt havde man ikke tyrefægter arenaer som i dag, og der var derfor en vis risiko forbundet ved at være publikum. Kongefamilien oprettede derfor et Forcados hold af mænd, som var parate til at sætte livet på spil og overmande tyren, hvis kongen og hans følge skulle blive angrebet. Det var som regel mænd fra de lavere sociale lag, som fik opgaven. Som afslutning på hver tyrefægtning skulle Forcados mændene bevise, at de var deres opgave voksen ved at tage tyren ved hornene. Det udtryk har jeg herefter fundet noget mere imponerende. Det er bestemt en sag, som kræver én fuldt ud.

Jeg var forud for aftenens forestilling noget spændt på konceptet; om jeg overhovedet havde lyst at se på det, men jeg må indrømme, at jeg blev lidt grebet af stemningen og spændingen omkring det farlige aspekt og den fight, der rent faktisk finder sted. Rose snakkede og kommenterede også det hele som et vandfald – hvis hun skal vente på Prinsen på den hvide hest, så gør det vist ikke noget, som han også er Cavaleiro!

Nå, forestillingen var slut, og vi vendte tilbage til landevejen til nye oplevelser. Hele øen synes næsten til at være indhegnet i små firkanter med nydelige stengærder rundt om. Det er bestemt ikke for store moderne landbrugsmaskiner, for der ville ikke være plads til at vende ej sige at få maskinerne ind og ud af markerne, men smukt ser det ud. Vi kørte nordpå for at besøge byen Biscoitos, som har et vinmuseum. Museu do Vinho dos Biscoitos. Vi blev vist rundt af den kvindelig indehaver. Gennem haven med blomster overalt og selvfølgelig i bygningerne med redskaber, kurve, kander og vintønder samt endelig vinsmagning af hvidvin og portvin. Vi fik tilbudt en slags sødt brød – pão massa sovada - i anledningen af pinsen og friske citroner fra haven til at tage med os. Manden kom også, og de spurgte meget interesseret til vores rejse. De ville gerne have lov at bringe et billede af os med tekst på deres website om vores besøg der. De ville så komme i marinaen og tage et foto af Isabella også. Det ville vi selvfølgelig gerne give lov til. De fortalte os ligeledes om en kirkelig handling i forbindelse med pinsen. Pinsesøndag skulle vi ved mange kirker kunne finde et optog med musik og fremvisning af sølvkroner, stager og fade fra kirken. Det hele ville blive båret gennem gaderne af menigheden for endelig at samles ved et lille kapel, hvor musikken fortsatte uden nogen form for sang. Derefter ville der blive delt store brød ud til alle. Ganske rigtig - der var masser af brød – både almindelige franskbrød men også de søde. Vi stod og kiggede på hele forestillingen, og flere kom hen og tilbød os brød ligeledes. Det var meget pænt af dem, da det var tydeligt, at vi ikke tilhørte menigheden både set i lyset af vores kamera om halsen og facts af, at vi ikke havde vores pæneste søndagstøj på som alle de andre.

Turen videre langs den østlige side af øen er også meget smuk, og vi stoppede gang på gang for at kikke og tage fotos og mærke den friske luft. Der er rigeligt af den, og den er ikke for varm! Som dagen skred frem blev sollyset meget flot mod de sydvendte øer: Ilhéus das Cabras. To gigantiske klipper lige ude i vandet i pæn afstand fra kysten. Per stoppede bilen konstant for at tage et nyt foto, som hele tiden syntes endnu bedre og smukkere end det første. Sådan kan man godt have det lidt på turen rundt, og selvom kameraet er godt, så er det svært at genskabe det view, som vi ofte ser.

Drengene havde via en fyr i marinaen – Rui – fået kontakt til en lokal dykker – Alex. Det blev til en spændende tur i bl.a. grotte med muræner og en rokke. Vandet er kun 15 grader nu, men det er jo stadig noget varmere end de forhold, der dykkes under hjemme i Danmark. Fra pålidelig kilde ved vi, at temperaturen kun er 5 grader efter isvinteren! Alex er en utrolig rolig og hyggelig fyr, som havde taget sig rigtig godt af dem. Han havde inden deres dyk vist dem hele turen skitseret på papir, så rum og retning på forhånd gav overblik over turens oplevelse samt havde sørget for varm the og kiks ved dykkets afslutning. Det var en service, som de ikke tidligere havde oplevet, men som de begge syntes var meget positivt og dejligt. Alex og hans kone Rita er begge lærere – underviser bl.a. i idræt, men er ikke fastansatte på skolen. De kommer begge fra fastlandets nordlige del af Portugal, og valgte at flytte til Terceira for et par år siden, da den dykkerskole/forretning, som Alex er uddannet fra, blev til salg efter indehaverens død. De prøver på bedste vis at få gang i forretningen, men her er jo ikke mange turister at servicere, så det kan godt blive en stor opgave. De arbejder derfor begge som lærere fuldtid samt dykning om aftenen og i weekenden. Hele ugen har Rita også svømmehold hver aften, så de ligger bestemt ikke på den lade side. Alex tilbød Johan og Per et ekstra dyk fra stranden en aften. De skulle ud og se på et gammelt vrag, som lå på 9 meters vand. Det var igen et af de bedste dyk, som de har oplevet. Det eneste, som de skulle være særlig opmærksomme på, var de portugisiske orlovsmænd med flere meters lange fangarme gennem vandet. De lå tæt i overfladen og gjorde ned- og opstigningen lidt ubehagelig, men det forløb uden problemer. De ”vandmænd” er ellers ikke til at spøge med. Alex fortalte, at armene klister sig til huden og brænder sig fast, og at hospitalhjælp er nødvendigt. Allergisk reaktion kan være meget alvorlig i den forbindelse. Vi havde Rita og Alex på besøg en aften, hvilket både var hyggeligt og interessant, da meninger og kulturelle forskelligheder bedst deles ved snak over lidt længere tid.

De talte bl.a. meget positivt for øen São Jorge, som vi håber at opleve i løbet af de næste par uger, men planen er endnu ikke på plads, da vi er blæst lidt inde pga. kraftig sydlig vind. Vi kan snarest komme af sted midt i næste uge. Terceira er bestemt ikke noget dårligt sted at være låst inde, men vi har en aftale med vores næste crewmedlem – Kenn - om påmønstring i Horta, Faial fredag d. 4. juni, hvilket vi satser på. I mellemtiden maler ungerne og Per på vores molemaleri i kunsttimerne. Vi har besluttet at male det her i stedet for på Faial, da Terceira er herfra vi endelig sejler mod Irland. Ligeledes har vores gamle køleskab vist sig ustabilt, hvilket problematiserer madlavningen, så vi har haft lokal kølemontør på besøg. Alt synes umiddelbart ok bortset fra en ustabil termostat, som tænder og slukker forkert. Tommy sørger for ny fra DK til levering via Kenn i næste uge. Det kan ikke være bedre, og så kostede det kun 20 euro at have en kølemontør på besøg i 45 min. 

25. maj kunne vi ønske fætter Mathias tillykke med den runde fødselsdag 10 år. Rose og jeg besluttede at købe små lækre kager fra konditorbutik til eftermiddagskaffen! Lagkagebunde findes ikke på disse kanter!

En morgen, da vi sad i skibsskolen, gik en stor kakerlak forbi i salonen, som jeg heldigvis fangede, men ”Hvad laver den her”, råbte jeg! Rose sagde: ”Den var vel bare på vej ud i køkkenet for at spise!” Ja, det er nok rigtigt. Vi har desværre ”mødt” flere gennem det sidste stykke tid. Når vi ved ankomst bliver spurgt, om vi har dyr ombord, siger Per blot – ”Kun Kakerlakker!” Vi har ellers forsøgt at holde sko og emballage fra indendørs, men det er alligevel lykkedes de bæster at komme med ombord!     

Vi har endnu ikke mødt nogen sejlere fra Caribienturen, som vi kender, men vi havde fornøjelsen af en irsk båd nogle dage. Det er et hyggeligt og humoristisk folk, og de var meget venlige ved at invitere os i land, når vi ankommer på de kanter i løbet af næste måned. Deres tur fra Caribien havde været noget af en omgang med 40 knob i længere perioder, og til sidst havde de fået så meget vand ind i båden fra alle mulige kanter, at de havde sovet i deres regntøj!

Det har da heldigvis ikke været nødvendigt endnu hos os, selvom de sidste dage i maj måned har været ualmindelige våde her i Angra. Det har regnet uafbrudt i 36 timer, kun afbrudt af byger! Det føles tæt på familien, når det ikke er opholdsvejr, for lange ture ud i det fri betyder også en masse vådt tøj, som skal tørres på de samme 25 m², som vi opholder os på. Den ny indkøbte varmeblæser arbejder dog fantastisk, samt træbådens gode klima gør, at vi overlever uden for mange nærkampe! Skibsskolen kører på det sidste, elevernes tempo er sat i vejret, sommerferien er inden for rækkevidde. Vi er begyndt at snakke planer for hjemkomst og fordeling af værelser hjemme. Alle glæder sig til lidt mere albuerum – det øges i kraft af regnvejr!

Vi afventer, at denne vind- og regnfulde front passerer, så vi kan komme til Horta, Faial som planlagt. Vi er nødt til at vente lidt endnu, da sigten er ualmindelig dårlig, og de lokale fraråder os at sejle. Trods daglige kig og vurderinger af vejrudsigter, så kan meget ændres i løbet af bare en nat. Vi væbner os med tålmodighed, og gør Isabella klar til afgang. I morgen er det 1. juni – mens vi venter, har vi tre lært skipper at spille Casino!            

22.

Det blev til to uger på Madeira, inden vejrudsigten viste sig nærmest perfekt for sejlads til Azorerne. Søndag d. 2. maj – egentlig ret tidlig på foråret, men vi benyttede os af chancen, da man ikke ved, hvornår den ville byde sig igen. Mens Per og jeg klarede de sidste forberedelser og ikke mindst storindkøbet med Ana i ”Pingo Doce”, tog ungerne på vandretur med den franske familie. De 4 unger har i den grad nydt at have hinandens selskab, og kommunikationen på engelsk går faktisk rigtig godt selv for Rose og Mäelle, som kun har deres kundskaber fra turen her. Det har været dejligt at være på Madeira igen, og det er bestemt en ø, som er en ferie værd!

Lørdag d. 1. maj stod den på madlavning – flere retter til den forestående tur, og vi vendte skuden i bassinet, så hun lå rigtig for afgang dagen efter. Sidst på eftermiddagen hentede Luis os, så vi sammen kunne handle til aftenens grillfest, som stod på revelsben og små grillede sardiner i en masse hvidløg. Det smagte fantastisk, og det blev en meget hyggelig ”god rejse” fest til Ana og os.   

Søndag morgen købte jeg 5 store runde brød hos den lokale gode bager i Funchal. Jeg håbede inderligt, at vi fik brug og lyst til at spise dem ombord. Der var mange at sige farvel til i havnen, da vi efterhånden har mødt mange gennem de nu to ophold der. Forhåbentlig vil vi en dag gense nogle af dem. Den franske familie vil vi måske møde igen på Azorerne, men Ana tog vi jo heldigvis med os.

Alle var en smule utilpasse det 1. døgn men ikke søsyge. Alle spiste til alle måltiderne, og vi sov også rimeligt trods dønninger og pænt store bølger.  Ana blev ikke søsyg og det uden brug af nogen form for søsygemidler, så vi må sige, at hun bestemt er sø egnet og klarede turen fantastisk godt taget i betragtning af, at hun aldrig tidligere har sejlet over nat og dermed heller ikke flere døgn ad gangen. Ana og jeg havde nattevagt sammen fra kl. 00 – 05, hvilket fungerede godt. Per fik samlet søvn, og vi kunne selv sætte genua og holde diverse instrumenter i ave. Jeg har lært meget under egne nattevagter på denne rejse siden juli. Hvornår skal bagvagten kaldes? Nattevagten har ansvaret for den sovende besætning, hvilket man ikke skal underkende, men det er heller ikke smart at vække en sovende konstant.  

Ana medvirkede til en rigtig god stemning ombord, som ungerne også nød godt af. Der blev spillet casino, kigget efter ”portugisiske orlovsmænd”, delfiner og hvaler. Sidstnævnte så vi desværre ikke, men det fortælles, at de bestemt er i dette farvand omkring Azorerne, så det er bare at have tålmodighed. Per hentede dagligt en ny vejrfil, som både holdt i virkeligheden og som passede godt til retningen med mindre justeringer, så vi rent faktisk sejlede de 93 timer på en god måde. De mange timer ombord har selvfølgelig også budt på meget engelsk tale samt portugisiske og danske vendinger. Det fællesskab er en fantastisk sprogskole, og der er ingen tvivl om, at det er Rose, som har gjort de største fremskridt. Hun har lyttet rigtig meget gennem de sidste uger, og nu er hun faktisk i stand til at blande sig i samtalen og snakke med. Hun forstår meget nu, hvilket Ana også har pointeret, idet de to faktisk har kunnet tale sammen om en masse dagligdags ting. Det er jo ikke noget ukendt fænomen, men det er dejligt at opleve, at det nytter at lytte og samtidig være lidt tvunget ud i at prøve at forstå. Der er ingen tvivl om, at Rose har lært en hel del de sidste 4 uger med Ana samt tiden med den franske båd.

Vi er desuden nået til det punkt på rejsen, hvor vi er udgået for bøger på dansk med interesse for 13 - årige, så nu er Johan udstyret med den røde ordbog og engelske bøger. Første Harry Potter 1 og nu: Skulduggery Pleasant – en gave fra Luis. Det tager nu lidt længere tid at læse 10 sider, men da alternativet er en bog på portugisisk, så er engelsk ok! Ana har jo lige så svært ved at udtale de danske gloser. Ana spurgte til mange af ordene, om vi slet ikke udtalte de sidste bogstaver! Der er mange bogstaver som blot skrives, men hverken siges eller høres. Det gør det ikke lettere. Desuden er æ ø og å lyde, som hun næsten ikke kunne sige nede i halsen. Det fik vi meget sjov ud af.

Vi så kun enkelte store skibe på de fire døgn, og vi var også ene om at ankomme til øen Santa Maria torsdag morgen d. 6. maj. Det var meget gråvejr - nærmest småregnede og halvkøligt. Nye vejrtilstande i vente må vi regne med fra nu af! Vi blev modtaget af marinepolitiet udenfor havnen, hvilket viste sig at blive en behagelig overraskelse for Ana. En af fyrene var nemlig Rodolfo – en ”gammel” ven fra spejdergruppen. Ana vidste godt, at han nu arbejdede på Azorerne i politiet, men det var lidt af en overraskelse at blive modtaget af ham, og han var ikke mindst overrasket over at se hende komme sejlende på en dansk sejlbåd. Lidt af et sammentræf. Vi følte os meget velkommen i byen Vila do Porto, Santa Maria, hvor marinaen var helt nyistandsat, og hvor vi ankom som 3. båd siden åbningen i april 2010. Rose var med Ana og Per på havnekontoret, hvor hun modtog en særlig gave med ting fra byen, fordi hun var den første pige på besøg. Havnemesteren Armando havde et godt øje til hende, og han sagde, at det var vigtigt at give børn en god oplevelse af en ny ø, for så ville hun måske komme tilbage en dag og fortælle, at her var hun første gang som 9 årig med sine forældre i en sejlbåd. Det vil skabe flere turister til øen, som ikke er meget besøgt, men som bestemt er det værd!  Der var en finsk båd i havnen samt den smykke klassiske yacht fra England med Jenny og Paul ombord, som vi tidligere har mødt på La Gomera. Se fotos på galleri af deres flotte sejlskib. De inviterede os ombord en aften, hvor vi bl.a. snakkede om deres datter Sam Davies, som er godt kendt som solosejler på eget skib i forskellige race omkring i verden. Google evt. – det er noget andet form for sejlads.

Der var ganske få turister på byens hotel, så vi var mindre end 20 turister i alt på øen. De lokale kender hinanden så godt, at alle ved, at vi er lige ankommet, og ret hurtigt fandt de også ud af, at Ana, som blev vist lidt rundt af Rodolfo, hørte til den danske sejlbåd. Trods Anas lidt anderledes portugisiske accent fra Madeira, så er hun stadig den af os fem, der taler sproget bedst også her på Azorerne, og det var tydeligt, at vi i bl.a. supermarkedet fremstod, som TURISTERNE! Vi var bestemt fremmede i en meget egen lille verden. Folk lader altid nøglen sidde i bilen på gaden, for så er det lettere for en anden at flytte den, hvis den holder i vejen! Det er de færreste steder, at man vil turde det.

Øen er ikke særlig stor, men lader sig alligevel bedst se via bil rundt et par dage, så det gjorde vi. Vi besøgte bl.a. det område, som kaldes ”Deserto” – ”den røde ørken”. Det er et 20.000 m² stort område med rødt ler. Det seneste vulkanudbrud fandt sted i dette område, og pga. varmen og fugtigheden har det fået dette udseende. Se fotos i galleri. Når det regner løber vandet ned over det og laver bølger i leret, da vandet har svært ved at passere ned igennem laget. Det er ingen vækst af nogen art i det store felt, men udenom er der træer, buske og blomster. Det virker meget mærkeligt – nærmest som fortryllet område.

Landskabet, som vi ellers kørte gennem, er ufatteligt grønt. Bjergsiderne er inddelt i store grønne felter med en masse lilla blomster iblandt, og der står store, rolige køer og spiser græs. De står i fint placerede grupper rundt på markerne, og det giver hele billedet en meget fin og rolig atmosfære. I det hele taget ser folk noget vejrbidte ud, men de er ofte smilende og ustressede. Husene ligger spredt imellem markerne – egentlig ikke så opdelt i landsbyer, og vasketøjet hænger vandret fra snorene. Man kan roligt sige, at det blæste hele tiden, og at det også væltede ned med regn i byger, for så at klare op med sol og blå himmel i løbet af få minutter efter en skylle så enorm. Det var vejr til en fleksibel garderobe, men da det siges, at Santa Maria har noget af det bedste vejr, så ser jeg da med lidt skeptiskhed frem til de næste øer i gruppen, men vi har jo kun maj, så der er håb for lidt bedring.

Dagen efter tog vi på vandretur med start fra Santa Barbara. Der er umiddelbart 3 kortlagte vandreture på øen. Vi valgte denne pga. den korteste længde på knap 10 km og med det faktum, at den gik rundt i cirkel. Det er ikke sjovt at gå samme vej tilbage – slet ikke 10 km! Denne tur bød på små veje gennem småbyer af ganske få huse, videre ad grusstier op og ned ad grønne bakker, langs gærder, hvor store tyggende køer, stod og kiggede på os. Vi kom ud til havet og fik en smuk udsigt ud over bugten ved São Lourenço, dernæst videre gennem skovagtig beplantning og trav gennem små vandløb. Hele ruten er fint afmærket, så det er ikke til at tage fejl af, hvilket er ganske godt, for vi mødte ingen andre. Turen stod til 2t. 30min., men det tog omkring 4 timer inkl. Pauser, selvom vi ikke længere er nybegyndere. Solen skinnede hele dagen og ingen byger, så vi følte os meget heldige over at kunne opleve dette. Ville ønske, at Johans klasse kunne gå sådan en tur som en udflugt i natur og teknik.  

Næste mål var Ponta Delgada, São Miguel. Ana skulle flyve direkte til Funchal derfra. Efter 4 dage på Santa Maria var vinden bedst for sejlads nordpå. Det blev dog med noget spids vind forfra samt bølger ligeledes, men vi styrede igennem uden søsyge. Jeg overvejede dog en kortere stund muligheden for at anvende den returbillet, som vi ikke fik brug for, da Per i 2007 fløj til Ponta Delgada og sejlede hjem. Det var dengang, jeg forsøgte at få en enkelt billet til min mand til Azorerne! Vi ankom først på aftenen til en overskyet, kold og regnfuld kæmpe havn. Bruseren var fuld af koldt vand, og jeg forstod umiddelbart godt, hvorfor Azorerne ikke er så overrendt af turister, men det blev meget bedre de følgende dage!

Onsdag d. 12. maj på drengenes fødselsdag skinnede solen hele dagen – kun afbrudt af to små byger. Per blev meget glad for gæsteflaget fra Azorerne, og Johan har læst den bog, han fik! De har en tur på hvalmuseum til gode, til vi besøger øen Pico. Dagen bød ellers på jordbærlagkage og bytur med sightseeing fra byens turisttog. Det var ganske gratis og heller ikke den store oplevelse, desværre! Det var til gengæld den hjemmelavede lasagne, som var ”bestilt” i dagens anledning.  Nu har vi alle haft fødselsdag på rejsen, og det kan man godt, men det er nu hyggeligere at have nogle gæster at fejre det med!

Vi lejede en bil et par dage, da vi ikke brød os så meget om hovedbyen Ponta Delgada, men selve øen har mange smukke steder at byde på. Husene står blandet i nye og gamle, og det lader ikke til, at der er regler om farvevalg, for der er ikke sparet på mulighederne for at vælge alt fra gul og pink til irgrønt og lyseblåt. Det er ikke fordi, at husene mangler vedligeholdelse, men farvevalg og kombination virker ind imellem ganske forfærdeligt. Der er nærmest ingen forretninger med salg af håndlavede ting eller andet, som turister kunne have interesse i, og det er kun få mennesker, som vi så i gaderne på turen rundt på øen. Der var som regel blot nogle få mænd ved en kaffebar. De ser til gengæld meget ubekymrede og ustressede ud.

Markerne er ikke bare grønne – de er Azorergrøn – det er bare grønnere end noget andet sted. Køerne er sortbrogede, store, rolige og tilsyneladende fredelige. Sidst på eftermiddagen samles de og bliver malket ude på marken, og vi så flere bønder med vogn og hest på vej til byens opsamlingssted for dagens mælkeportion. Der er som at træde tilbage i tiden. Rose kigger langt efter de køer.

Her er massevis af hortensia, som knapt er sprunget helt ud endnu. De lokale betragter dem som ukrudt. Desuden er der lyserøde azalea’er, og hvide fritvoksende kalaer overalt, men der er ikke de mange lilla blomster, som vi oplevede på Santa Maria. Azorerne bliver bl.a. kaldt ”haver omsluttet af hav”, ”Færøerne med varme” eller måske en rest af ”Atlantis”. Her bliver aldrig rigtig koldt, men skyerne kan hurtigt samle sig til en ordentlig regnbyge! Vi fryser lidt må vi nok indrømme efter vinterens varme sydpå.

Det er bestemt værd at besøge Sete Cidades med vulkankraterne - den blå og den grønne lagune. Ana fortalte, at hun kunne huske følgende historie fra skolen: en prinsesse forelskede sig i en fattig dreng fra byen. De kunne jo selvfølgelig ikke få hinanden, hvorfor de græd og græd. Hver deres lagune fuld med farve fra hendes blå øjne og hans grønne øjne. Rent faktisk er farven bemærkelsesværdig forskellig med hver sin farve, så historien må jo være sand! J

Flere steder på turen rundt var der skilte til udsigtspunkter for kik efter hvaler. De var ikke til at se med det blotte øje fra land, selvom havet var helt roligt, men et sted sad en fyr med en professionel kikkert og holdt udkik. Han var i telefonisk kontakt med Whale Watching-bådene på havet, så de kunne forsøge at sejle hen imod det udpegede sted for at se hvalen. Johan fik lov at kikke i kikkerten, og det lykkedes faktisk for ham at se en blåhvals sprout! Det var ret unikt!

Lagoa das Furnas, hvor de varme kilder minder én om den vulkanske aktivitet to km nede i jorden. Det boblede i leret eller røg i varme skyer. Lugten af svovl var dog ganske ubehagelig, og vi holdt behørigt afstand både af hensyn til lugten og pga. aktiviteten under fødderne. Citat ”Ice Age I”- Sid: ”Mine fødder er virkelig varme”! Geotermiske anlæg rundt på øen udnytter fænomenet, så 30 procent af øens strøm kommer fra disse varmeanlæg.

Nord for lagunen gik vi op til udsigtspunktet: Pico do Ferro. Vi startede i 300 meters højde og gik så 200 meter mere ad en sti op ad bjergsiden, som var beklædt med skov. Faktisk lignede det regnskov med fugtige kæmpe bregner, slyngplanter og gigantiske træer. Stien var godt afmærket, men stejl med mudder, sten og en masse blade, som gjorde passagen glat og spændende. Vi er jo ikke længere nybegyndere, så det gik godt for det øvede crew fra Isabella!

Om aftenen spiste vi ”bacalhau com nates” med hvidvin produceret på Azorerne. Retten består af udvandet klipfisk i en slags æggekage med kogte kartofler. Det er ikke det mest fantastiske jeg har smagt, men det var udmærket at prøve – ikke mindst fordi portugiserne spiser ret meget bacalhau!

Vi besøgte Caldeira Velha, som også bød på varme heksegryder i kraft af den vulkanske underaktivitet, vandfald og sø med vand i bade-temperatur og et par kæmpe klippestykker, som jeg fandt mest bemærkelsesværdige. Se fotos i galleri. 

Vi kørte i området - midt øen – og kunne da ved udsigt mod Ponta Delgada se begge kyststrækningen på begge sider af øen. Det giver en fin fornemmelse af overblik og udsigt. Vi valgte at køre noget af turen på såkaldte andenklasses veje. Det viste sig at være direkte grusveje med ret store huller i ”belægningen”. Vejen var meget smal med ganske få huse og mange marker langs vejen. Bambushækkene stod tæt i vejgærdet, og det var mest for terrængående køretøjer – vi var virkelig kommet offroad! To lokale med en traktor kiggede da også noget forundret, da vi passerede, og vi kunne kun føle os virkelig turistet!

 Sidste aften med Ana blev holdt i båden med grillede espetada – oksekød på spyd med dertil små kogte kartofler, salat og sauce bearnaise. Så har Ana smagt det med, og det hele faldt i god smag. Tidligt næste morgen kørte vi hende i lufthavnen i den lejede Skoda – vi har fortalt Ana den om skovlen foran og bag rettet – Johan er stadig god for en historie – nu også på engelsk! Det har været en stor oplevelse for os at have mødt Ana og at have hende med på en del af vores rejse. Det har været en god blanding af kultur, sprog og forskelligheder i livet, som lærer én meget om andre og en hel del om én selv. Det har givet vores rejse en hel unik indsigt i det portugisiske liv, som vi ellers ikke ville have fået, og vi håber, at vi en dag vil kunne vise Ana noget af vores danske liv.