VELKOMMEN TIL HJEMMESIDEN OM SY ISABELLA
SY står for Sailing Yacht, og ISABELLA er en spidsgattet, langkølet havkrydser på 36 fod, bygget på Brandt Møllers Bådebyggeri i 1977. Skroget er 25mm Khaya Mahogni med egespanter.
ISABELLA er solidt bygget og sejler fantastisk i al slags vejr. Styrepladsen er adskilt fra resten af cockpittet så rorgænger har optimale forhold. Det komfortable cockpit giver besætningen tryghed i hårdt vejr. Det brede fordæk giver mulighed for afslapning og sikker håndtering af sejl og spilerstage mm.
Det tunge, langkølede skrog og afrundede agterstavn giver fantastiske sejlegenskaber også når søen er grov.
Jeg har ejet ISABELLA siden 2007 og vi har sammen sejlet ca. 13.000 sømil, blandt andet til Kanarieøerne, Acorerne, Britiske øer og de Baltiske lande foruden mange dejlige ferieture herhjemme i skønne Danmark. Indtil 2014 ejede jeg Isabella sammen med min ekskone Rikke. I 2009-10 satte vi et år ind i kalenderen sammen med vores to børn, Rose og Johan på 9 og 12. Vi sejlede til Kanarieøerne og retur under titlen "Et år for egne sejl" Se mere om den tur under Historie.
Fra 2015 har der været flere opgaver jeg selv skulle klare og desuden ret travlt i mit firma, en tegnestue som jeg driver selv. Det har gjort ferierne kortere og det er heller ikke blevet til de weekend-ture, jeg har lyst til. Men nu er jeg begyndt at tænke på at sætte et sejler-år eller to, ind i kalenderen igen. Det skal selvfølgelig lige koordineres med jobbet, og så håber jeg også at finde en sejler-makker, som vil med på turen.
Jeg har tilsagn fra gode venner, men kun på kortere stræk. Det ville være dejligt at finde en rejse-kammerat, som vil med på hele turen.
Hilsen Per Stenbøg
Skipper