Jeg købte Isabella sammen med min eks-kone med henblik på langtur. I starten var hun ikke særlig varm på ideen, altså min eks, men Isabella er jo bygget til langtur, så det var kun klargøring.
Det var et stykke tid før familien Beha tog os med på fantastiske drømmeferier på TV, og langtur for alvor fik fat i familien Danmark. Men med stor inspiration fra Troels Kløvedal og Erik Wedersøe og danske sejlerfamilier, samt ikke mindst FTLF, så fik vi sat en dato, og gjort skibet og os selv klar til at tage afsted.
4. juli 2009 sejlede vi afsted, først til Kiel og ud i gennem kanalen, ned langs Europas vestkyst, over Biskayen og ned langs den spanske og Portugisiske kyst. Herfra ud til Madeira og ned til Kanarieøerne. Vi nåede til Gran Canaria kort før jul. Vi havde ikke travlt, for vi skulle ikke over Atlanten. Vi behøvede ikke 6-8 uger på vandet med børnene, som på det tidspunkt var 9 og 12. Vi skulle bare sætte et år ind i kalenderen med tid nok til at være familie og opleve verden og menneskene omkring os.
Langtur 2009-2010
DA DET BLEV APRIL 2010 sejlede vi fra Kanarieøerne op til Madeira igen og hentede Ana, som er en lokal pige, vi havde lært at kende og aftalt med, at hun skulle sejle med op til Azorerne.
Vi var næsten 2 måneder på de smukke øer ude midt i Atlanten, inden vi sejlede mod Irland og Skotland. Udfordringerne med tidevand og strøm glemmer man hurtigt når man møder de lune Irere. Igennem Caledonia kanalen og over Nordsøen og hjem til DK igen. Ruten på kortet er ikke blevet redigeret. Vi valgte af gå til Helgoland istedet for nord om Skagen. Det passede godt med vinden.
Rikke skrev en fin bog om turen, som hedder "Et år for egne sejl" -den kan lånes på biblioteket.
2012
ET PAR ÅR EFTER sejlede vi til Helsinki via Bornholm og de baltiske lande, Estland og Letland. En meget smuk tur men ikke helt med lige så meget varme, og turen måtte gøres på 4 uger pga vores jobs, så lidt stressende.
I 2015 blev vi skilt, og jeg overtog hus og båd og sejlede videre alene og med skiftende gaster.